Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Mors-Thy-veteran venter på klubbens dom: - Jeg har lyst til mere

34-årige Søren Pedersen har mere professionel håndbold i sig og forlader nødigt Thy. Dermed håber han på en dialog med Mors-Thy Håndbold om kontraktforlængelse

21. maj 2021 kl. 15:45

HÅNDBOLD: I to omgange har Søren Pedersen haft en rolle i Mors-Thy Håndbold, og den har oftest været central. Med få kampe tilbage af sæsonen står den 34-årige målmand dog midt i uvisheden om, hvad fremtiden bringer.

Han har nemlig kontraktudløb med den nordvestjyske ligaklub, der endnu ikke har indgået konkret dialog med den erfarne spiller om et videre samarbejde.

- Der har ikke været så meget indtil videre. Men jeg tager det stille og roligt. Jeg ved, hvad jeg står for og har leveret. Så er det op til andre at vurdere, hvad der skal ske. Jeg er i hvert fald klar, min krop er klar, og jeg har lyst til mere, siger Søren P.

Mulighederne for at spille professionel håndbold i andre klubber end Mors-Thy er dog begrænsede. Familiefaren er nemlig betænkelig ved at forlade Thisted og Thy.

- Jeg er i en situation, hvor jeg har to store drenge i skole, og jeg har en dreng, der skal i skole næste år. Vi er glade for at være i området, så der skal noget helt specielt til, før vi flytter. Det giver jo begrænsninger i forhold til klubmuligheder. Men det er jo en opvejning af mange ting, tilføjer målmanden.

Skal Søren Pedersen spille sig til en kontraktforlængelse i Mors-Thy, så er der få kampminutter tilbage. Foruden fredagens tidlige opgør i den kommende sæsons pokalturnering er der nemlig kun Final4 i Santander Cup tilbage i sæsonkalenderen.

- Vi har haft to uger fri for håndbold, hvor vi selvtrænede. Batterierne er ladet lidt op igen. Det var fint at få trukket stikket lidt igen på den del. Nu er det så et faktum, at vi skal spille for tilskuere igen, og det glæder vi os til. Det tror jeg, at alle sportsfolk har savnet, siger Søren Pedersen.

Første modstander i Santander Cup er Lemvig-Thyborøn, som Mors-Thy kender aldeles godt.

- Det bliver spændende, hvordan vi og de reagerer på den seneste tid. Lemvig er et godt hold. Det så vi i nedspillet, hvor de spillede lige op med de andre og tabte til os. De kan noget og har en god, bred trup. Er man ikke 100 procent klar og præsterer på dagen, bliver det vanskeligt, siger den 34-årige Mors-Thy-keeper.

Fredagens opgør spilles i Lemvig Idræts- og Kulturcenter klokken 18.

Derefter er der en måned til, at Mors-Thy Håndbold igen skal spille et opgør af betydning. Der står nemlig en ring om 19. juni i kalenderen, hvor Santander Cups Final4-stævne skydes i gang med nordvestjydernes deltagelse.

Annonceret indhold

Nyeste