Bjarke Christensen scorede seks gange i kampen mod Ribe-Esbjerg. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Mors-Thy spiller sig videre i pokalen: - Det ser godt ud

Nordvestjyderne fik lørdag en god start for at gentage sidste sæsons pokalsensation

28. august 2021 kl. 17:30

HÅNDBOLD: Mors-Thy fik lørdag eftermiddag genoprejsning efter nederlaget i Super Cuppen til Aalborg Håndbold, da klubben i ottendedelsfinalen af Santander Cuppen slog Ribe-Esbjerg med 29-28.

De forsvarende pokalmestre havde taget turen til Esbjerg i jagten på at gentage sidste sæsons vanvittige pokaltriumf. Det håb lever fortsat, for med sejren er Mors-Thy blandt de sidste otte i pokalturneringen.

De to hold fulgtes ad i størstedelen af første halvleg, men frem mod pausen skabte Mors-Thy et lille hul. Det var de to nye tilføjelser Emil Hansson og Axel Franzén, som med fem mål tilsammen, gjorde forskellen. Mors-Thy kunne gå til pause foran 15-12.

- Vi stod fornuftigt i forsvaret, men fik ikke nok ud af vores kontraløb. Jeg var skuffet over, at vi kun førte med tre efter første halvleg, lyder det fra holdets cheftræner, Niels Agesen.

Efter pausen pausen var altid skudstærke Erik Toft i hopla, og med tre hurtige scoringer fra nordmanden var forspringet efter 38 minutter udbygget til fire mål.

Ribe-Esbjerg - Mors Thy 28-29 (12-15)

Mål, Mors-Thy: Emil Hansson 7, Bjarke Christensen 6, Erik Toft 6, Tim Sørensen 4, Axel Franzén 3, Sander Øverjordet 2, Lasse Pedersen 1

Topscorer, Ribe-Esbjerg: Jonas Larholm 6, William Aar 6

Udvisninger: Ribe-Esbjerg 3x2 minutter, Mors-Thy 2x2 minutter

Derefter indtraf en sløset periode, og hjemmeholdet var tæt på at lukke hullet. Ribe-Esbjerg kom på 19-20, men derfra tog Mors-Thy total kontrol med kampen.

- Det blev lidt for rodet i anden halvleg. Vi ville gerne afvikle kampen på et højere tempo, men det lykkedes vi ikke med i angrebet. Som halvlegen skred frem, fik vi den højde i forsvaret, som vi ønskede, og det gav os de kontramål, som jeg efterspurgte, siger han.

Måldifferencen blev øget, som minutterne gik, og med fem minutter tilbage var nordvestjyderne foran 29-23. Men så der gik der gummiarm i Mors-Thy-spillerne, og med 15 sekunder tilbage scorede Ribe-Esbjerg til 28-29.

- Det er, hvad der sker, når man i de sidste fem minutter brændte fem kæmpe chancer. Jeg tog en timeout med 10 sekunder igen for at få lidt ro på, og det gik jo, siger Mors-Thy-træneren, der ser gode tendenser frem mod ligadebuten på torsdag mod TTH Holstebro.

- Jeg er tryg ved fundamentet, når vi får afviklet det på vores præmisser. I forhold til at vi har fået mange nye spillere, og jeg er ny som cheftræner, synes jeg, det ser godt ud. Det største spørgsmålstegn i øjeblikket er vores ressourcer, siger Niels Agesen.

Annonceret indhold

Nyeste