Jonas Gade og holdkammeraterne fik en god start på 2021 med en sejr over Lemvig-Thyborøn. Foto: Lars Pauli
Livet her

Mors-Thy-spiller er klar til at tage over efter skadet profil

Jonas Gade har aldrig spillet slutspil, men vil gøre alt for, at det kommer til at ske i år med Mors-Thy

11. februar 2021 kl. 11:56
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:34

HÅNDBOLD: En stor del af ansvaret bliver lagt over på Jonas Gade, når Mors-Thy Håndbold i de kommende uger skal forsøge at spille sig i slutspillet i HTH Herreligaen.

Den tidligere Lemvig-Thyborøn-spiller er nemlig nu alene på højre back, efter at Mads Hoxer er blevet knæopereret og ventes ude i op til otte uger.

- Jeg har det fint med det ansvar. Man vil jo gerne spille så meget som muligt, og jeg føler, at der er god tillid til mig, så jeg skal bare ind og gøre det bedste, jeg kan, siger Jonas Gade, der siden ankomsten i 2019 ellers har været vant til hård konkurrence i Mors-Thy fra først Marcus Dahlin og siden fremadstormende Mads Hoxer.

- Jeg var vant til at spille rigtig meget, da jeg var i Lemvig, men jeg vidste godt, at det blev noget andet, når jeg nu tog skridtet op. Den konkurrence kræver endnu mere fra en, og jeg føler også, at jeg har udviklet mig på en del parametre, siger Jonas Gade, der til sommer drager videre til TTH Holstebro.

Inden da skulle han dog gerne være med til at spille Mors-Thy i slutspillet.

- Det er helt klart vores mål, og personligt har jeg aldrig selv spillet et slutspil, så det vil jeg gøre alt for at få lov til, siger Jonas Gade.

Mors-Thy Håndbold har aktuelt fire point op til den slutspilsgivende ottendeplads, og derfor er torsdagens hjemmekamp mod SønderjyskE særligt vigtig.

- Vi har to små finaler i de næste kampe mod SønderjyskE og Skanderborg, som vi kæmper direkte imod for at komme med i slutspillet. Vi skal vinde de kampe, siger Jonas Gade.

Der er kampstart i Nykøbing klokken 20.

Annonceret indhold

Nyeste