Johan Nilsson er ny mand hos Mors-Thy. Foto: Mors-Thy
Livet her

Mors-Thy lejer svensk bagspiller

Mors-Thy er presset af skader og spillerafgang, så nu skrider man til handling

13. september 2021 kl. 22:09

HÅNDBOLD: Med en række skader på nøglepositioner og et nyligt farvel til Andraz Velkavrh har Mors-Thy ikke overraskende fundet det nødvendigt at handle. I en pressemeddelelse oplyser klubben, at man har fundet hjælp i Sverige.

Mors-Thy Håndbold er presset på de fysiske ressourcer, og den decimerede spillertrup har fået sportsudvalget i Mors-Thy Håndbold til at kigge efter en tilføjelse, som kan afhjælpe klubbens nuværende situation. Mors-Thy Håndbold har kigget mod Sverige og har indgået en lejeaftale med den svenske bagspiller, 26-årige Johan Nilsson fra IFK Kristianstad, hedder det i en pressemeddelelse.

Cheftræner Niels Agesen glæder sig over, at aftalen er kommet i hus.

- Det er gået hurtigt de sidste par dage, og det er vigtigt, da vi er ret pressede på ressourcerne. Vi har brug for en spiller, som kan gå ind og aflaste på alle bagspilspositioner, og som kan dække på alle pladserne i midterblokken, og det har vi fundet i Johan Nilsson. Han kommer med bagagen fyldt af kampe i den svenske liga samt international erfaring, og vi har set ham i kamp mod danske ligahold, så vi kender hans niveau, siger Niels Agesen.

Johan Nilsson støder til spillertruppen på onsdag, og forhåbentligt er han spilleklar indenfor de kommende spillerunder. Lejeaftalen udløber 31. december 2021.

Annonceret indhold

Nyeste