Rasmus Bech og Mors-Thy Håndbold skal forberede sig på nedrykningsspillet, når de to resterende grundspilskampe er færdigspillet. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Mors-Thy klar til nedrykningsspillet efter nederlag til BSH

Det er ikke længere matematisk muligt for Mors-Thy at kvalificere sig til slutspillet

17. marts 2021 kl. 21:04
Opdateret kl. 21:32

HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold kan ikke længere blive en del af slutspillet, selvom nordvestjyderne fik en hjælpende hånd af TMS Ringsted, der slog KIF Kolding.

Det står klart, efter Mors-Thy onsdag aften tabte i HTH Herreligaen med 24-30 til Bjerringbro-Silkeborg hjemme på Mors.

Mors-Thy har med nederlaget seks point op til KIF Kolding på ottendepladsen med kun to kampe tilbage. Derfor skal Mors-Thy forberede sig på kvalifikationsspillet, hvor holdet skal forsøge at undgå nedrykning til 1. division.

Bjerringbro-Silkeborg har dog onsdag anket pointstraffen, som blandt andet betød, at KIF Kolding efterfølgende fik tildelt en sejr over midtjyderne. Det giver Mors-Thy en teoretisk mulighed for stadig at nå slutspillet.

Til kampen mod BSH mønstrede Mors-Thy endnu engang et decimeret hold, da profilerne Emil Bergholt og Frederik Tilsted stadig sad ude med skader. Hjemmeholdet kunne dog glæde sig over, at Mads Hoxer for første gang i foråret var trukket i kamptøjet.

Mads Hoxer kunne fra bænken se sine holdkammerater få en skidt start på opgøret.

Bjerringbro-Silkeborg spillede sig ganske ustresset forbi hjemmeholdets defensiv, mens Mors-Thy i den modsatte ende ikke kunne finde et ordenligt håndtag i bolden. Gæsterne bragte sig derfor uden problemer foran 5-2 efter kun seks minutter.

Mors-Thy fik efterfølgende standset lidt af blødningen. Jonas Gade satte et par hurtige scoringer ind, men desværre for værterne havde Rasmus Bech ikke medbragt redninger til Sparekassen Thy Arena Mors. Derfor var afstanden mellem holdene uændret godt 10 minutter inde i kampen.

Efter et lille kvarter havde Rasmus Bech endnu ikke noteret sig for en redning, og det betød, at Søren Pedersen tog over i målet. Samtidig kom Mads Hoxer på banen til sin debut i foråret.

Selvom Mads Hoxer hilste velkommen til HTH Herreligaen med et tordendrøn, som Sjöstrand i BSH-målet først kunne registrere, da den ramte nettet bag ham, så hjalp det intet for Mors-Thy i det store billede.

Bjerringbro-Silkeborg var bundsolide, og selv ikke et par perioder i overtal kunne gøre forskellen. Med fem minutter til pause var udeholdet foran med 14-10.

Det blev ikke lettere for Mors-Thy frem mod pausen. VM-guldvinderen Nikolaj Øris fandt skudarmen frem, og så var afstanden på hele 10-17.

Det så derfor aldeles sort ud for Mors-Thy, men det blev mere sort - eller blåt - seks minutter inde i anden halvleg.

Kasper Lindgren sendte ifølge dommerne en albue i hovedet på Sebastian Skube. Det blev takseret til blåt kort, og kan betyde, at stregspilleren har karantæne i næste kamp mod Århus Håndbold, hvis disciplinærudvalget beslutter, at forseelsen var af grov karakter.

Det spillemæssige blev heller ikke bedre for Mors-Thy, der lignede et rystet hold. Bjerringbro-Silkeborg lagde stille og roligt mere og mere på føringen og bragte sig 12 minutter inde i anden halvleg foran med 24-14.

Mors-Thy fik mod slutningen af kampen lukket lidt af hullet op til udeholdet, da de kom på 21-28, men med bare seks minutter tilbage af opgøret var et comeback ikke længere en reel mulighed.

Bjerringbro-Silkeborg kørte cruisecontrol mod slutningen af kampen og vandt sikkert 30-24.

Mors-Thy Håndbold skal på næste opgave tirsdag, når holdet skal en tur til Århus.

Kampfakta Mors-Thy - Bjerringbro-Silkeborg

24-30

Stillinger undervejs: 2-5, 5-8, 7-11, 10-14, (10-17), 13-20, 15-24, 19-27, 21-28

Mål, Mors-Thy: Bjarke Christensen 6, Mads Hoxer 4, Jonas Gade 4, Allan Toft Hansen 2, Sander Øverjordet 1, Lasse Pedersen 1, Erik Toft 1, Tim Sørensen 1, Marcus Midtgaard 1, Jens Dolberg 1, Mikkel Damgaard 1, Jacob Hessellund 1

Topscorer, Bjerringbro-Silkeborg: Nikolaj Øris 7

Udvisninger: Mors-Thy 2, Bjerringbro-Silkeborg 3

Rødt kort: Kasper Lindgren

Annonceret indhold

Nyeste