Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Mors-Thy-ikon ser frem til trefoldigt farvel i Boxen

Søren Pedersen får lov til at sige farvel til livet som professionel håndboldspiller på en ganske særlig måde i weekenden. Den kommende håndbolddirektørs tre ligahold gennem karrieren er nemlig samlet ved Final 4

19. juni 2021 kl. 07:56

HÅNDBOLD: Når Final4 i weekenden afvikles i Herning, og pokalmestrene skal findes i dansk håndbold, så sætter Søren Pedersen et stort punktum. Den 34-årige Mors-Thy-målmand spiller nemlig sin sidste kamp som professionel søndag.

Foruden sin tid i Mors-Thy har den indpiskende keeper også spillet ligahåndbold i Skjern og Aalborg Håndbold. Begge hold er med ved pokalfinalestævnet, hvor vestjyderne venter i semifinalen lørdag.

Dermed kan Søren Pedersen sige farvel til mange personer, der har været involveret i den lange håndboldkarriere.

- Der er rigtig mange folk i spillertrupperne, som jeg har det utroligt godt med. Der er også mange i organisationerne i klubberne. Jeg glæder mig til at se folk i øjnene og få givet nogle krammere. Der skal siges tak for mange års godt samarbejde. Det har virkelig været et privilegium, siger Søren Pedersen.

Foruden muligheden for at sige farvel til en lang række holdkammerater gennem årene kommer målmanden også til at kunne tage afsked med tusinder af fans af de tre klubber, som har haft ham på holdkortet.

- Det bliver dejligt. Jeg har altid haft det godt i fyldte arenaer med masser af mennesker, og det er en fantastisk oplevelse at spille i Boxen. Det har jeg prøvet en gang før. Når man har været så glad for publikum gennem karrieren, som jeg har, så er det den helt rette måde at slutte på - foran en masse mennesker, siger Søren P.

Det er dog mere end oplevelsen, som Mors-Thy-ikonet jagter i Jyske Bank Boxen. Idéen om at afrunde karrieren med en pokaltitel til nordvestjyderne fylder nemlig.

- Vi har et godt hold. Det er et godt kollektiv med dygtige individualister, der kan gøre ondt på alle hold i ligaen. Man ser også tit i de her weekendturneringer, at det ikke altid er favoritten, der vinder kampen og ryger i finalen. Det viste Aalborg forleden i Champions League. Skjern er favoritter, men de kommer til at møde et hold, som står med fråde om munden og en indædt tro på, at sejren kan lade sig gøre, lyder det fra ham.

- Vi har haft en lang pause, mens GOG og Aalborg er i kampform og har spillet meget. Men Skjern er i samme situation som os. Så vi tager os forhåbentligt af Skjern og spiller med om pokalen, tilføjer Søren Pedersen.

Det bliver dog ikke den snart forhenværende målmands sidste chance for at sigte efter titler og drømme stort. På den anden side af håndboldkarrieren venter nemlig et job som direktør hos de vestjyske rivaler fra Lemvig-Thyborøn.

Det blev offentliggjort tidligere på ugen.

- Det er en drøm for mig. Det er ikke alle, der kan få lov til at fortsætte i håndboldverdenen, så det er rart at få på plads forholdsvist tidligt. Jeg er stolt og beæret over at kunne fortsætte med håndbold. Det har jo været min identitet, at jeg er ham håndboldspilleren gennem så mange år. Så nu glæder jeg mig til at udvikle Lemvig-Thyborøn og dansk håndbold generelt, siger han om det kommende job.

Den 1. august tiltræder Søren Pedersen som administrerende direktør i ligaklubben.

Annonceret indhold

Nyeste