Bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold med Lars Erik Nielsen i spidsen er i gang med at finde en ny sportsdirektør. Foto: Bente Poder
Livet her

Jagten på en ny sportsdirektør er sat ind i Mors-Thy: Dette lægger bestyrelsen vægt på

Bestyrelsen gik tirsdag så småt i gang med at opridse profilen, som klubben søger til den nye direktørpost

03. marts 2021 kl. 07:06

HÅNDBOLD: Det kom som en overraskelse for mange, da Mors-Thy Håndbold fredag formiddag offentliggjorde, at sportsdirektør Henrik Hedegaard, efter fem år med det sportslige ansvar, forlader Mors-Thy.

Formuleringen ‘forlader’ var den milde version, for i virkeligheden er der tale om en regulær fyring af Henrik Hedegaard.

Klubbens bestyrelsesformand, Lars Erik Nielsen, har flere gange afvist, at gå i detaljer omkring fyringen med henvisning til, at der er tale om en personalesag.

Hvad personalesag dækker over, vil han ikke give et endegyldigt svar på.

- Der er ikke en eller anden konkret begivenhed, som har gjort, at Henrik skal ud. Jeg kan sige så meget, at Henrik ikke har taget af kassen, og det ikke er MeToo-relateret.

- Der ligger nogle overvejelser og begrundelser bag, men det er ikke noget, som vi vil fortælle i pressen. Det er noget, som vi ønsker at holde internt, lyder det fra Lars Erik Nielsen.

Formanden begrunder også fyringen af Henrik Hedegaard med, at der har været et ønske fra bestyrelsen om at foretage et strategiskifte.

- Henrik har løftet Mors-Thy sportsligt, til der hvor klubben er nu. Men vi er ved at foretage et kursskifte, og der ønsker vi en ny sportsdirektør med nogle andre kompetencer, siger han.

Bestyrelsen tog først hul på udarbejdelsen med at definere den nye profil til posten som sportsdirektør tirsdag eftermiddag. Derfor kan Lars Erik Nielsen endnu ikke fortælle i detaljer, hvad de søger.

Han vil dog gerne løfte lidt at sløret for, hvad klubben lægger vægt på.

- Personen skal have erfaring på det sportslige og forretningsmæssige område. Derudover er vi en klub, som er afhængig af talentarbejdet, derfor skal vedkommende også sørge for et godt samarbejde mellem vores talentafdeling og førsteholdet, siger formanden.

Han forventer ikke, at udnævnelsen af en ny direktør til de sportslige opgaver venter lige om hjørnet.

- Vi er ved at udarbejde en profilbeskrivelse og sondere markedet for kandidater. Men det er en stor beslutning, vi skal træffe, som kræver tid og ro.

Hans Peter Jarl Madsen er udnævnt som ny adm. direktør i Mors-Thy Håndbold. Foto: Bente Poder

Mors-Thy Håndbold har samtidig med fyringen af Henrik Hedegaard valgt at lave en større udskiftning på ledelsesgangen.

Det betyder, at Hans Peter Jarl Madsen, der hidtil har fungeret som salgsdirektør, bliver ny adm. direktør i stedet for Per-Flemming Laursen, som kun har været på kontoret en dag om måneden.

- Det har været vigtigt for os, at vi får en adm. direktør, som er tilknyttet på fuldtid og kan lægge flere kræfter i klubben i hverdagene, forklarer Lars Erik Nielsen, der ser kursskiftet, som en naturlig forlængelse af klubbens målsætninger.

- Vi har sportslige ambitioner om at være en klub i top-8. Bestyrelsens beslutninger skal ses i det lys, siger formanden.

NORDJYSKE har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Hedegaard, men han ønsker ikke at stille op til interview.

Annonceret indhold

Nyeste