FC Thy-træner Allan Drost så fremgang i søndagens kamp mod HB Køge. Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

FC Thy tabte igen trods fremgang

FC Thy-Thisted Q udfordrede topholdet, men tabte for sjette gang i slutspillet

16. maj 2021 kl. 19:27
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:41

FODBOLD: For sjette gang i træk måtte FC Thy-Thisted Q søndag forlade en kamp i Gjensidige Kvindeligaens slutspil med et nederlag, da rækkens tophold fra HB Køge vandt 1-0 i Thisted.

Stephanie Ribeiro blev matchvinder med sit mål 17 minutter før tid, men alligevel kunne thyboerne glæde sig over spillemæssig fremgang.

- Vores dna er stenhårdt arbejde, og efter et par uheldige oplevelser den seneste uge må jeg sige, at vi bestod på samtlige parametre i dag.

- Det siger vel det hele, at vi holdt rækkens mest scorende hold nede på et enkelt halvtilfældigt mål. De havde andre muligheder, men det havde vi så sandelig også. I anden halvleg havde vi en periode, hvor det var os, der trykkede dem. Det var en meget godkendt præstation, og det viste, at vi er på rette spor igen, siger FC Thy-Thisted Q-træner Allan Drost.

Søndagens nederlag betyder dog, at FC Thy-Thisted Q fortsat kun er noteret for tre point i slutspillet, hvor holdet indtager sjette- og sidstepladsen. Sæsonen er dog allerede en indiskutabel succes, idet det 30. april blev til en stor triumf med pokalfinalesejren over Brøndby.

- Vi har måske været lidt mætte og trætte efter en hård periode, hvor vi har haft fokus ét bestemt sted. Vi har ikke været skarpe nok i forhold til vores aftaler på banen.

- Nu fik det stabiliseret, og det skal vi ud at følge op næste gang i Hjørring i et lokalopgør, som alle gerne vil vinde på grund af de relationer, der er på kryds og tværs, siger Allan Drost.

Opgøret på udebane mod Fortuna Hjørring spilles lørdag 22. maj. Efter den kamp resterer der to spillerunder af sæsonen.

Annonceret indhold

Nyeste