Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Erfaren Mors-Thy-profil sigter efter to Final 4-stævner i streg

Denne sæsons Final 4-deltagelse er allerede i hus, mens næste års muligheder fredag blev sikret i Lemvig

22. maj 2021 kl. 09:05

HÅNDBOLD: Fredag vandt Mors-Thy Håndbold over Lemvig-Thyborøn, da nordvestjyderne sikrede en snæver sejr på 27-25 i Vestjylland. Kampen sikrede avancement i næste sæsons Santander Cup.

Dermed er Mors-Thy videre i to udgaver af pokalturneringen. De er nemlig også en del af finalestævnet, der spiller i Jyske Bank Boxen om en måned.

- I den her slags kampe er guleroden jo, at de skal vindes, så vi kan opleve det igen næste år, siger fløjprofilen Bjarke Christensen.

Sammen med resten af det nordvestjyske mandskab har han haft nogle ugers pause fra turneringshåndbold. Personligt har han været ude i længere tid grundet en skade, som han nu er tilbage fra.

- Det var rart at komme tilbage og mærke stemningen i hallen, hvor der var tilskuere lige pludselig. Det var en positiv oplevelse. Alt i alt var det fint at mærke det hele igen, inden det går løs igen om en lille måneds tid, siger han.

Selvom slutresultatet i Lemvig blev snævert, følte venstrefløjen, at gæsterne var i kontrol.

- Det bølgede sådan lidt, men vi var ret komfortable i første halvleg. Jeg føler, at vi havde overtaget i kampen, hvorefter vi lukkede dem tæt ind til sidst. Den var ikke home safe, men der var en god fornemmelse kampen igennem, siger Bjarke Christensen.

Nu kan han se frem mod Final 4, hvor Skjern Håndbold venter i semifinalen den 19. juni. Det er en klub, som den 29-årige kender aldeles godt, da han har spillet mere end 300 kampe i Skjern. Heriblandt har han deltaget i flere Final 4-stævner i den grønne trøje.

- Det er bare kæmpestort. Der er nogen, der aldrig får lov til at opleve det Final 4-stævne. Den weekend er en unik oplevelse, som mange ikke får. Så det skal man føle sig beæret og stolt over at have tilspillet sig. Det er jo også den korteste vej ud i Europa. Det er helt unikt og fedt programsat af forbundet, at man kan få det ind i Jyske Bank Boxen, siger Mors-Thy-profilen.

Annonceret indhold

Nyeste