Søren Pedersen er blevet 34 år, men han håber ikke, at Final4 bliver hans sidste aktion for Mors-Thy. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Efter fyring: Målmands fremtidssnak sat på pause

Søren Pedersen og Mors-Thy Håndbold er under pres fra flere fronter

02. marts 2021 kl. 06:16

HÅNDBOLD: Veteranmålmand Søren Pedersens fremtid i Mors-Thy Håndbold er ikke blevet mindre usikker, efter at ligaklubbens bestyrelse af endnu ukendte årsager valgte at fyre sportschef Henrik Hedegaard.

Den 34-årige keeper har kontraktudløb til sommer og skal nu i stedet forhandle med den sportschef, som klubben er på udkig efter.

- Det sætter en naturlig bremser på nogle ting, at Henrik ikke er der længere. Men det ændrer ikke på, at jeg i den kommende periode skal sørge for at vise, hvad der er mine spidskompetencer i målet. Jeg føler mig stadig frisk og er klar til at kæmpe for at forlænge karrieren, siger Søren Pedersen.

Sommerens Final4-stævne i pokalturneringen kan blive hans sidste optræden i MTH-trøjen, men inden da er der ifølge keeperen stadig meget arbejde at lave.

Holdets slutspilschancer hænger i en snor, der er tyndere end silke, og hvis ikke det sidste håb skal briste, skal der to point på kontoen, når Fredericia tirsdag aften gæster Sparekassen Thy Arena i grundspillets femtesidste runde.

- Det er sidste udkald, og selvom chancen for at nå slutspillet også kræver, at vi er heldige med andre resultater, skal muligheden jages med alt, hvad vi har, fastslår Søren Pedersen.

Mors-Thy er fortsat uden den skadede profilduo Emil Bergholt og Mads Hoxer, men begge er i klar bedring og forventes tilbage i løbet på håndboldbanen i løbet af de kommende uger.

Annonceret indhold

Nyeste