Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Århus-konkurs sikrer Mors-Thy overlevelse i HTH Herreligaen

Mors-Thy Håndbold er lettet over at være en del af Herreligaen i næste sæson, men ærgrer sig over måden, det sker på

05. april 2021 kl. 17:47
Opdateret kl. 18:58

HÅNDBOLD: Århus Håndbold indgav 2. påskedag en konkursbegæring og fusionerer med Skanderborg Håndbold.

Det får den konsekvens, at Århus Håndbold, som var en del af kvalifikationsspillet sammen med blandt andre Mors-Thy Håndbold, bliver trukket ud af ligaturneringen og tvangsnedrykket til 2. division.

Mors-Thy Håndbold og de tre andre tilbageværende hold i kvalifikationsspillet er dermed ikke længere i fare for at rykke ned.

Det bekræfter Dansk Håndbold Forbunds chef for turneringsafdelingen, Frank Smith, over for Nordjyske.

Mors-Thy Håndbolds adm. direktør, Hans Peter Jarl Madsen, har blandede følelser oven på nyheden om, at klubben er sikre på at være en del af landets bedste håndboldrække i næste sæson.

- Det er en umådeligt trist sag for dansk tophåndbold. Det er aldrig sjovt, når et hold går konkurs, og jeg har ondt af de personer, som bliver ramt af det, siger direktøren, som trods omstændighederne er glad for, at klubben også er en del af landets bedste håndboldrække efter sommerferien.

- Det er dejligt at være vide, at vi også er et ligahold til næste sæson, men det er klart, at det her ikke var måden, som vi havde håbet, at det skete på.

- Vi havde set frem til nogle vigtige og spændende kampe, hvor der var noget på spil. Det er det, som vi lever og ånder for, siger han.

De tre kommende kampe i kvalifikationsspillet er dermed uden den store betydning for Mors-Thy. Det ærgrer direktøren, der mener, at produktet bliver forringet.

- Det er trist, at spændingen er væk i de her kampe, men vi må få det bedste ud af den situation, som nu er opstået, siger han.

Klubbens cheftræner, Jonas Wille, der fra næste sæson skal være træner for svenske IFK Kristianstad, har også ondt at Århus Håndbold, men er samtidig lettet over, at klubben har sikret sig overlevelse.

Han fortæller, at forberedelserne frem mod Final4 19. juni nu bliver opprioriteret.

- Jeg tror, at vi i de næste tre kampe vil kunne mærke, at holdene ikke længere har et nedrykningsspøgelse hængende over hovedet. Det giver os selvfølgelig mere ro til at prøve et par ting af frem mod Final4.

- Spørgsmålet er så, om den bedste forberedelse er at spille kampene med kniven for struben eller uden det store pres, lyder det fra Jonas Wille.

Annonceret indhold

Nyeste