Salling Banks filial på Lilletorv i Nykøbing Mors kommer til at hedde Sparekassen Vendsyssel, hvis myndighederne godkender den aftalte fusion. Arkivfoto
Shopping

To pengeinstitutter går sammen

Sparekassen Vendsyssel og Salling Bank fusionerer - navnet bliver Sparekassen Vendsyssel

23. september 2020 kl. 14:47

VRÅ/SKIVE: Bestyrelserne i Sparekassen Vendsyssel og Salling Bank har sagt ja til at fusionere de to pengeinstitutter med Sparekassen Vendsyssel som det fortsættende pengeinstitut.

Hensigten med fusionen er at skabe et større og stærkere lokalt funderet pengeinstitut med en ledende markedsposition i Nordjylland og området omkring Limfjorden, Skive og Mariagerfjord.

Den finansielle sektor rammes fortsat af stigende regulerings- og kapitalkrav, som stiller større administrative- og operationelle krav til pengeinstitutter.

Dette gør det sværere for særligt mindre, lokale pengeinstitutter at drive bankforretning.

Det giver derfor god mening at sammenlægge de to pengeinstitutter og på den måde skabe et større, stærkere og mere velkapitaliseret pengeinstitut, mener parterne.

- De to pengeinstitutter passer geografisk rigtig godt sammen med et stærkt komplimenterende afdelingsnetværk. Salling Bank har en stærk tilstedeværelse i Skive, Nykøbing Mors, Viborg og Vinderup. Det er hensigten, at vores eksisterende afdelinger i Skive, Vinderup og Lem lægges sammen med Salling Banks afdelinger i Skive og Vinderup, hvilket vil medføre en optimering af filialnetværket og på sigt skabe mulighed for at sænke de samlede driftsomkostninger. Vi har grundigt gennemgået kundernes engagementer i Salling Bank, og jeg er overbevist om, at begge parter har gjort en god handel. Fusionen vil skabe et større og stærkere pengeinstitut og er med til at sikre, at vi i fremtiden også kan tilbyde kunder og garanter de bedste løsninger i et lokalt funderet pengeinstitut, siger Vagn Hansen, der er administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel.

Efter fusionen vil det samlede pengeinstitut have i alt 41 afdelinger, primært placeret i Vendsyssel samt omkring Limfjorden, Skive og Mariager Fjord. Desuden har Sparekassen Vendsyssel to afdelinger i København.

- Bestyrelsen i Salling Bank er meget positive overfor den aftale, vi har indgået med Sparekassen Vendsyssels bestyrelse om en fusion. Vi ser det som en utrolig god mulighed for at etablere et fælles, stærkt lokalt repræsenteret pengeinstitut. Vi er af den opfattelse, at fusionsaftalen er attraktiv for Salling Banks aktionærer, kunder, medarbejdere og lokalsamfund. Vi mener i bestyrelsen, at vederlaget for aktierne i Salling Bank udgør en attraktiv betaling, hvorfor vi anbefaler alle aktionærer at stemme for fusionen på den ekstraordinære generalforsamling, siger Per Albæk, der er bestyrelsesformand i Salling Bank.

- Salling Bank og Sparekassen Vendsyssel minder meget om hinanden og drives efter de samme grundlæggende værdier. Vi er enige om, at det fortsat er vigtigt at støtte udviklingen i lokalsamfundet. Vi forbliver lokale samtidig med, at vores kunder og medarbejdere bliver en del af et stærkt pengeinstitut, hvor kunder, medarbejdere og lokalsamfund fortsat vil opleve alle de positive sider og styrker, der er i et lokalt forankret pengeinstitut, lyder det fra bankdirektør Peter Vinther Christensen, Salling Bank.

Birte Dyrberg, bestyrelsesformand i Sparekassen Vendsyssel, er tilfreds:

- Vi er i bestyrelsen i Sparekassen Vendsyssel glade for, at vi endnu engang får mulighed for at indgå en fusion med en lokal bank, som deler vores grundlæggende værdier for drift af et sundt pengeinstitut.

Vi ønsker de eksisterende aktionærer i Salling Bank hjerteligt velkommen som garanter i Sparekassen Vendsyssel, og vi ser frem til både at få kunder og nye kollegaer ombord.

Sparekassen Vendsyssel garanterer, at ingen medarbejdere i Salling Bank vil blive opsagt i de første 12 måneder efter fusionens gennemførelse.

Der er opnået enighed mellem bestyrelserne om et bytteforhold, hvor aktionærerne i Salling Bank modtager 325 kr. garantkapital i Sparekassen Vendsyssel for hver aktie i Salling Bank á nominelt 100 kr., hvilket svarer til en implicit værdi af Salling Bank på ca. 425 mio. kr.

Det er en forudsætning for fusionen, at den godkendes af myndighederne.

Desuden er det en forudsætning, at fusionen godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i Salling Bank og af repræsentantskabet i Sparekassen Vendsyssel.

Annonceret indhold

Nyeste