Store aktører i erhvervslivet i Thy køber allerede stort op af gavekortene, der kan anvendes i hele Thy. Privatfoto
Shopping

”Thy i Balance” har fået et brag af en start

På den første uge har godt 80 butikker og otte salgssteder meldt sig, og det tal stiger hele tiden

09. februar 2021 kl. 12:23

THY: Opbakningen til ”Thy i Balance”, hvor lokale virksomheder, der har haft et godt 2020, bakker op om de lokale virksomheder, der har haft det lidt sværere og stadig er under pres, sprænger alle rammer.

Et af elementerne i projektet, har været lanceringen af et nyt gavekort, der kan bruges over hele Thy, hos de butikker der har tilmeldt sig projektet hos Thy Detailforum/”Vi Elsker Thy”.

- På den første uge har godt 80 butikker og otte salgssteder meldt sig, og det tal stiger hele tiden. Det er en fantastisk opbakning, og vi håber, at endnu flere butikker mv. i hele Thy, tilmelder sig. Det er helt unikt, at man har et gavekort, der kan bruges overalt i en kommune. Det er vi det eneste sted i landet, man kan, fortæller handelschef Michael Vendelbo.

Håber på 300 forretninger

Han fortæller, at de deltagende forretninger - og her taler man alt fra restauranter til detailbutikker og frisører - er spredt ud over hele Thy.

- Dermed bliver omsætningen også spredt ud over hele Thy, som er hele idéen med projektet, fortæller Michael Vendelbo.

Han forventer, at flere end 300 steder er tilmeldt inden det store afsluttende show den 26. marts, og han får rejst et syvciftret beløb i salg af gavekort.

- Det er at satse stort, og det ved vi godt. Men i så alvorlig en situation og med tillid fra Thisted Kommune til, at vi kan lykkedes med opgaven, så er vi nødt til at satse stort - vi skal lykkedes, for Thys og vores allesammen skyld, siger Michael Vendelbo.

Massiv opbakning

Han fortæller, at man allerede er i dialog med store aktører i erhvervslivet i Thy. De køber allerede stort op af gavekortene, der kan anvendes i hele Thy.

- Vi kan ikke sætte tal på endnu, men opbakningen er enorm. Det tegner godt, men vi er slet, slet ikke i havn endnu. Derfor skal vi også have endnu flere med i projektet og håber, at endnu flere virksomheder vil bakke op i den kommende periode, siger Michael Vendelbo.

Annonceret indhold

Nyeste