Shopping

Sommer i bymidten: Blomster over det hele

I Nykøbing går man all in på sommerudsmykningen. Blomster skal der til...

27. maj 2021 kl. 16:19

De røde paraplyer har i flere år været en tradition for gågaden i Nykøbing. De har i årenes løb givet et smukt loft over gaden.

- Men rigtig mange andre byer har også paraplyer, så det er ikke så unikt, som det har været tidligere. De seneste år er mange af paraplyerne også blæst i stykker. Det så simpelthen ikke flot ud, når vi nåede et stykke hen på sommeren, siger handelschef Lisbeth Thrysøe.

Der måtte gøres noget, for Mors Handel har ikke ressourcer til hele tiden af skifte de forblæste paraplyer ud med nye.

Hos Mors Handel synes man også, at det var ved at være tiden, at der skulle ske noget nyt.

- Efter inspiration fra Aabenraa kontaktede jeg Peter Overgaard fra Jesperhus for at høre, om det ikke var en investering, vi skulle lave i fællesskab. Netop på grund af deres blomsterpark, siger Lisbeth Thrysøe.

For byen bliver pyntet med... Blomster.

- Den var han med på, netop fordi det er blomsterkugler, der kommer op at hænge. Det passer godt til Jesperhus, og derfor støtter de udsmykningen med 25.000 kroner. Det er helt fantastisk, siger handelschefen.

Blomsterkuglerne kommer til at hænge i midten af gågaden og i enderne kommer der sommerfugle op på de nye lyskæder, som Mors Handel købte i januar.

- Kæderne har vi netop også sat op i Havnegade, så der er italiensk inspireret lys i gaden om aftenen året rundt, siger Lisbeth Thrysøe.

Blomsterkuglerne er købt hos MK Illumination, og Mors Handel har købt 21 blomsterkugler og 90 sommerfugle.

- Det kommer i den grad til at signalere sommer i gågaden. Vi glæder os så meget til at tage imod alle turisterne og høre deres reaktioner. Og vi håber naturligvis også, at morsingboerne er med på, at der skal ske lidt nyt, og at de rent faktisk kan lide blomsterne, siger hun.

Det er planen, at udsmykningen skal op og hænge hver sommer de kommende år. Men udsmykningen af byen stopper ikke her.

- Næste projekt er at få udsmykningen ned på jorden også, så vi får krukker med rigtige blomster i, siger Lisbeth Thrysøe.

Annonceret indhold

Nyeste