Shopping

Sko-ekspert rykker til Norge

Julie er i gang med sin fagprøve i skobutikken. Hun elsker Mors, men når uddannelsen er i hus - rykker hun til Bergen

07. maj 2021 kl. 09:00

Alle skal have det godt. Også fødderne. Julie Josefsen har de seneste to år beskæftiget sig med sko, så det er noget hun ved ret meget om. Denne uge har hun fagprøve hos Bettina Sko, der ligger midt på Nykøbings handelsstrøg, og valget faldt på skomærket New Feet. New Feet er sko til folk med vanskelige fødder.

- De er gode for borgere med sukkersyge, og dem som har gigt, siger Julie Josefsen, der selv er blevet ret begejstrede for de både bløde og smarte sko. Hidtil har hendes foretrukne mærke som sommersko været Birkenstock. New Feets har skubbet dem fra førstepladsen.

Julie Josefsen blev handelsstudent i 2019, og straks efter den sidste studenterfest var slut, begyndte hun først som tilkaldevagt og derefter som elev i skobutikken på Algade. Det valg har hun ikke fortrudt.

- Her er rart at være, og det har været nogle spændende år, siger Julie Josefsen, der afslutter sin uddannelse som salgsassistent med speciale i læder og tekstiler til august.

Hun valgte New Feets, da hun kan lide at hjælpe kunder, som har nogle udfordringer med fødderne.

Som andre butikselever har hun ikke været hjemsendt i januar og februar, og da hun ikke kunne betjene kunder, blev hun sat til at arbejde med at oprette en hjemmeside for de to skobutikker i Nykøbing og Thisted.

- Nu kan jeg det der med hjemmesider og sko, ler hun.

Efter en kort sommerferie i august flytter hun til Bergen, da hendes kæreste skifter klub fra Thy-Mors Håndbold til FyllingenBergen.

- Men TOPS er en norsk skokæde, så det kan være, jeg kan få arbejde der, siger Julie Josefsen, der ellers betegner sig som en inkarneret morsingbo.

- Jeg er en rigtig morsingbo. Og det bliver da også lidt vemodigt både at skulle flytte. Men det skal altså prøves, siger hun.

Julie Josefsen vil på sigt gerne være sælger, men som det ser ud nu, så står den på jobsøgning i Norge.

Annonceret indhold

Nyeste