- Vi vil gerne udvikle mere i både gågaden i Nykøbing og hele Mors, og det har vi mulighed for med det her koncept, siger handelschef Lisbeth Thrysøe. Arkivfoto: Carsten Hougaard
Shopping

Nyt koncept: "Øens Venner" skal støtte udvikling af nuværende og nye events

Mors Handel er klar med nyt initiativ

14. april 2021 kl. 09:00
Opdateret 22. april 2021 kl. 13:55

MORS: By Night med koncerter, halloween og julepyntning er nogle af de events, som Mors Handel arrangerer.

Det fremtidige arbejde kan man nu være med til at støtte op om ved at være en del af Mors Handels nye koncept ”Øens Venner”, hvor man støtter med 250 kroner om året.

- Vi vil gerne udvikle mere i både gågaden i Nykøbing og hele Mors, og det har vi mulighed for med det her koncept. Vi kan mærke, der er opbakning til, at man gerne vil støtte op om det lokale, siger handelschef Lisbeth Thrysøe og fortsætter:

- Vi skal trække både morsingboer og turister i gaden og handle, så vi skal udvikle nuværende events og udvikle nye. Det betyder meget, at vi har lokal opbakning til det, vi laver. Vi laver masser af gratis events, som alle kan benytte, så derfor håber vi også, at folk vil støtte os retur.

Hun fortæller, at man som medlem får et rabatkort og desuden et shoppingnet.

- Alle butikker skal tage mindst fire kroner for en pose, og det er der mange, der ikke ved. Derfor har vi lavet det økologiske net. Regner man på det, kan det med rabatkortet godt betale sig at støtte og blive en del af ”Øens Venner”, siger Lisbeth Thrysøe.

Hun håber, at mange har lyst til at støtte op om det nye initiativ.

- Jeg håber, at folk kan se, at de på denne måde er med til at støtte noget godt og nogen, der har haft en svær tid. Detailhandlen har været og er stadig hårdt ramt, så vi vil selvfølgelig gerne have lidt gang i den igen, lyder det fra handelschefen.

Annonceret indhold

Nyeste