Mor og søn, Helle og Oliver Lynggaard, har valgt at føre børnetøjsbutikken Nif-Nif, der lukkede efter en brand i maj sidste år, videre som webshop. Privatfoto
Shopping

Helles livsværk brændte sidste år: Nu fører hun og sønnen børnetøjsbutikken videre som webshop

22-årige Oliver Lynggaard insisterede på, at hans mors livsværk ikke skulle smuldre mellem hænderne på hende

16. februar 2021 kl. 12:11
Opdateret 02. marts 2021 kl. 14:50

NYKØBING: Helle Lynggaard har lige modtaget første ordre fra en kunde og er ved at pakke den ind, da NORDJYSKE får fat på den 50-årige kvinde.

- Det var en kunde, der ringede mig op og ville have min hjælp, så det var bare dejligt, siger en tydeligt glad og leende Helle Lynggaard.

I maj sidste år så hun sit livsværk gennem 21 år, børnetøjsbutikken Nif-Nif, blive offer for en brand i gågaden i Nykøbing.

Men nu får Nif-Nif lov at leve videre som webshop. Den gik i luften mandag, og Helle Lynggaard har startet den sammen med sin 22-årige søn Oliver Lynggaard.

- Det var ikke muligt for mig som menneske på daværende tidspunkt at åbne en fysisk butik igen. Nif-Nif var mig og det, jeg havde bygget op, og det var ikke mig at skulle stå i nye lokaler med nye varer og nye reoler.

- Men en uge efter, at butikken brændte, sagde Oliver: ”Mor, alt det, du har kæmpet for i 21 år, og det, du har været pisse god til, skal du ikke lade smuldre mellem hænderne. Vi må kunne gøre det på en anden måde”, siger Helle Lynggaard.

Webshoppen har lager og showroom på øverste etage hjemme hos Helle Lynggaard. Privatfoto

Helle Lynggaard var først afvisende over for idéen med en webshop, og sønnen lod da også sin mor puste ud og komme til sig selv efter branden. Men han lod hende ikke slippe så let.

- I dag er jeg pisseglad for, at Oliver var ligeglad med, hvad jeg sagde, siger Helle Lynggaard.

Voksede op med Nif-Nif

Nif-nif.dk sælger baby- og børnetøj, og ifølge Oliver Lynggaard er der hos de fleste af webshoppens brands fokus på at være miljøvenlige og bæredygtige.

- Vores koncept er at tage oplevelsen fra den fysiske butik over i webshoppen. Man kan ringe eller skrive til os fra kl. 8 til 20 og få rådgivning om varerne, siger Oliver Lynggaard om webshoppen, der holder til med lager og showroom på øverste etage i Helle Lynggaards hjem i Nykøbing.

Oliver Lynggaard, der til daglig bor i Aarhus, blev født, da hans mor startede Nif-Nif.

- Jeg har været i butikken, siden jeg lærte at gå, så jeg ved, hvad det hele handler om. Jeg har en passion for mode, og jeg har i lang tid gerne villet drive en virksomhed, og jeg er god til administration og tal, siger Oliver Lynggaard, der til sommer vil læse idéhistorie på Aarhus Universitet.

Oliver og Helle Lynggaard mener, at det er en styrke for deres samarbejde, at de kender hinandens stærke og svage sider og synes, de komplementerer hinanden godt. Både mor og søn glæder sig da også meget til det, der skal ske nu med nif-nif.dk.

- Det bliver en fed rejse, siger Helle Lynggaard.

Se også
Butiksejer efter brand: Heldigvis kom mine børns farfar ud i tide
Se også
Helles børnetøjsbutik blev ramt af storbrand: - Jeg er nødt til at distancere mig fra følelserne for at kunne være i det
Annonceret indhold

Nyeste