Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik, Algade 21 i Nykøbing Mors, åbner igen tirsdag 5. maj. Privatfoto
Shopping

Genbrugsbutikken Algade 21 åbner igen på tirsdag

Folkekirkens Nødhjælp har taget beslutning om en frivillig gradvis og kontrolleret genåbning af sine genbrugsbutikker

01. maj 2020 kl. 08:52

NYKØBING: Tirsdag 5. maj genåbner Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik på adressen Algade 21 i Nykøbing Mors, oplyser butiksleder Eli Støvlbæk:

- Vi glæder os til at åbne butikken igen. For os frivillige er det en dobbelt god nyhed: Vi kommer tilbage til det fællesskab, vi har i butikken. Samtidig kan vi igen begynde at tjene penge til verdens fattigste, siger Eli Støvlbæk, Nykøbing.

I begyndelsen af marts valgte Folkekirkens Nødhjælp at lukke alle genbrugsbutikker midlertidigt for at beskytte frivillige og kunder mod coronasmitte. Nedlukningen har kostet organisationen 1-1,5 mio. kr. om ugen - penge, som ellers skulle gå til verdens fattigste, fremgår det af en pressemeddelelse.

Organisationen har nu taget beslutningen om gradvist at åbne genbrugsbutikker landet over, fordi de frivillige ønsker at vende tilbage til butikkerne. Som coronasituationen ser ud i Danmark er det forsvarligt at åbne butikkerne, selv om det bliver til en anden hverdag, end man har været vant til, hedder det i pressemeddelelsen.

Fremover vil der være håndsprit, engangshandsker, plexiglas foran kassen og ”hold afstand”-linjer i butikkerne. Desuden opfordres både syge kunder og frivillige til at blive hjemme:

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at vores frivillige er så ivrige efter at komme i gang. Derfor har vi valgt en gradvis åbning, som sker på forsvarlig vis. Det er vigtigt at understrege, at ingen butikker bliver tvunget til at åbne, hvis de frivillige er utrygge ved situationen, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

I Nykøbing bugner butikken faktisk med ny forårsvarer, fordi folk her under coronakrisen har haft tid til at rydde op i skuffer, skabe og garagen:

- Vi følger selvfølgelig alle de råd og vejledninger, vi har fået fra myndighedernes side, så vores kunder kan føle sig trygge ved at handle i butikken, siger Eli Støvlbæk.

Da alle frivillige har mulighed for at sige nej tak til at vende tilbage lige nu, vil der også blive brug for ny frivillige kræfter til butikken. Derfor modtager Folkekirkens Nødhjælp i Nykøbing Mors gerne henvendelser til butikslederen, hvis man er interesseret i at hjælpe til.

Annonceret indhold

Nyeste