Shopping

Fra hytte til butik: Alternativ forretning flytter i forretningsgaden

01. juni 2022 kl. 12:30
Opdateret kl. 13:09

Det hele begyndte for Pia Møller Samsø i en hytte i haven i Thisteds østby i 2018. Hendes lille kreative oase blev til en forretning, hvor der ikke kun blev holdt kurser for healere og alternative behandlere. Hun begyndte også så småt at sælge alt det, der følger med: krystaller, englekort, røgelse og meget mere.

Men oasen blev for lille. Og forretningen Angeli/Englehytten rykkede derfor i 2018 til et større kælderlokale i Asylgade.

Herfra begyndte det hele at vokse.

- Det blev tydeligt, at vi havde ramt et behov, som ikke var dækket i Thy. Så kom Corona, hvor det alternative blev endnu mere trendy, og endnu flere kunder kom til. Vi begyndte også med live-salg til hele landet, og undervejs holdt vi også den årlige ”Alternativ - sansemesse”. Det hele gav et boost til vores forretning.

Forretningen fik en omsætningsstigning, der kom helt bag på dem, selv om man kun havde åbent få timer i ugen, fortæller indehaveren.

- Det gav os en lyst til at geare op på især åbningstiden og bemandingen i butikken. Derfor flytter vi nu til Frederiksgade, så kunderne for alvor kan finde ind til os, uddyber Pia Møller Samsø.

Nu er hendes mand Bjarne Nielsen og fire hjælpere klar til at holde åbent 23 timer ugentlig i de nye lokaler Frederiksgade 4 C.

Åbner på fredag

Her kan kunderne nu finde alt indenfor healing og det alternative. Det er alt fra krystaller, englekort, drømmefangere, røgelse, krystalsmykker, tiki-lys, klokker, tarotkort, lotuslysestager, saltlamper, shamantrommer, duftolier til personlige plejeolier og cremer.

- Vi har også som den eneste i Nordjylland fået forhandling af ”Duften fra Samsø”. Og ja det har ikke noget med mit navn at gøre. Det er et meget populært mærke indenfor sæber, scrub og cremer, der er lavet rent og naturligt, så de passer på vores jord, siger Pia Møller Samsø.

Angeli har derudover en afdeling med indrammede fotos fra Thy og træ-arbejde.

- Nu glæder vi os helt vildt til at slå dørene op på fredag. Her har vi noget at byde på i anledning af dagen, og vi håber at mange kigger forbi, lyder det fra indehaveren af Angeli.

Angeli/Englehytten i Frederiksgade 4C åbner klokken 12.00.

Annonceret indhold

Nyeste