Shopping

Festdag hos Røde Kors på Mors

På landsindsamlingsdagen 4. oktober er der åbent i de to genbrugsbutikker i Nykøbing

16. september 2020 kl. 12:18

MORS: Røde Kors har landsindsamling søndag 4. oktober, og det bliver en festdag hos Røde Kors på Mors, fortæller Lisbeth Frandsen fra afdelingen. Udover indsamlingen er der nemlig åbent i de to genbrugsbutikker, afdelingen har i Nykøbing, nemlig tøjbukken på Gasværksvej og møbelbutikken på N. A. Christensensvej. Der er åbent kl. 10-14 og 50 pct. på alle varer.

I møbelbutikken kan man desuden få indsigt i de aktiviteter, Røde Kors har på Mors. Nørklerne viser deres arbejder, ligesom man kan få informationer om besøgs- og vågetjenesterne. Der er kaffe på kanden, og kl. 13.15 fortæller Lisbeth Frandsen og viser billeder fra Røde Kors’ arbejde i Malawi.

Indsamlerne får også del i herlighederne. Der er rundstykker og kaffe i møbelbutikken fra kl. 9.00 for dem, der samler ind, og når de kommer tilbage fra ruterne, er der også tid til at handle i butikkerne og høre foredrag. Man kan melde sig som indsamler på indsamler.dk

I møbelbutikken er det så at sige alt, man kan finde - velbevarede møbler, porcelæn, radioer, tv-apparater, videomaskiner, armbåndsure, standure, lamper o.s.v.

Røde Kors er baseret på frivillighed og upolitiskhed. Ingen af de ansatte i butikkerne er lønnet:

- Man lægger sine kræfter dér, fordi man kan lide det, og man vil støtte et godt formål, siger Lisbeth Frandsen.

De to butikker har samme bestyrelse. Butikkerne ligger i lejede lokaler, hvor der skal betales husleje, lys og varme. For tre år siden flyttede man butikken til N. A. Christensensvej 2, da pladsen i den gamle butik blev for trang. Det er allerede ved at være galt igen:

- Folk er rigtig gode til at donere forskellige ting, og kunderne gode til at handle hos os, siger bestyrelsesformand Eva Christoffersen.

I butikken på Gasværksvej 8 er det udelukkende tøj, der varetages,:

- Her har vi også et godt salg, og det begynder også her at knibe med pladsen, fortæller daglig leder Kirsten Petersen, som har arbejdet i butikken i 30 år - de seneste 15 år som daglig leder.

Røde Kors har på Mors 250 medlemmer, heraf ca. 170 frivillige. I butikken i N.A.Christensensvej er der 52 frivillige, og på Gasværksvej 8 er der 24 frivillige. 30 pct. af alle indtægter går ubeskåret til Dansk Røde Kors. De resterende 70 pct. går til husleje, lys og varme.

Annonceret indhold

Nyeste