23-årige Elina Nyby var en af de første, der trådte indenfor, da genbrugbutikken på genbrugspladsen i Nykøbing i dag åbnede igen efter cirka 2,5 måned. Hun fandt legetøj til børnene, noget var slet ikke pakket op. Foto: Emma Toftelund Poulsen
Shopping

Elina stod forrest i lang kø til genåbningen af genbrugsbutik: - Det er ufatteligt, hvad folk smider ud

Genbrugsbutikken på Nørrebro slog dørene op for kunder igen

03. marts 2021 kl. 15:11
Opdateret kl. 15:17

NYKØBING: Allerede tre kvarter før åbning begyndte folk at dukke op og stille sig i kø foran genbrugsbutikken på genbugspladsen på Nørrebro i Nykøbing.

Genbrugsbutikken har haft lukket i cirka 2,5 måned på grund af corona, men i dag til middag kunne medarbejderne Allan Bonde, Juri Jepsen og Susanne Floutrup igen slå dørene op til en butik med alle de sager, som nogen ikke længere vil have, men som kan være guld for andre.

Genbrugsholdet var klar på, at mange kunne finde på at dukke op på åbningsdagen, og da butikken endelig kunne åbne kl. 12, var køen blevet lang udenfor.

- Der er rigtig mange, der har spurgt, hvornår vi åbner igen. Da vi åbnede efter nedlukningen i foråret sidste år, havde vi cirka 400 kunder inde på åbningsdagen, sagde Juri Jepsen.

Køen til at komme i genbrugsbutikken var lang lige før åbning. Foto: Emma Toftelund Poulsen

Ifølge Allan Bonde er folk gode til at genbruge på Mors.

- Der bliver sat meget her foran butikken. Vi får mere ind, end vi plejer på den her tid af året, men det er nok, fordi folk har god tid til at gå og rydde op i gemmerne. Vi kan godt se, at de ting, der kommer ind for tiden, er lidt mere støvede og noget, der ligner, at det har været gemt godt væk på loftet i lang tid, sagde Allan Bonde.

Fra venstre er det medarbejderne Susanne Floutrup, Allan Bonde og Juri Jepsen, der stod klar til at tage imod kunder igen.

- De er så søde

En af dem, der havde stået forrest i køen til at komme ind i genbrugsbutikken, var 23-årige Elina Nyby fra Alsted. Hun har savnet at komme i genbrugsbutikken, som hun ofte kigger forbi - når den altså ikke er corona-lukket.

- De er så søde hernede, og det er hyggeligt at komme her. Jeg kan godt lide at genbruge, og det er ufatteligt, hvad folk smider ud. Det meste er i rigtig fin stand, sagde Elina Nyby i børneafdelingen.

Der må være 15 kunder ad gangen i genbrugsbutikken på genbrugspladsen i Nykøbing. Foto: Emma Toftelund Poulsen

Det er ofte tøj og legetøj til sine to børn på 1,5 og 5 år, som Elina Nyby går efter, og kurven på armen var da også fuld af Paw Patrol-legetøj, Thomas Tog og en håndbold. Det ene stykke Paw Patrol-legetøj var slet ikke pakket ud af den originale emballage.

- Det er nok især mine børn, der nyder godt af de ting, jeg finder her, sagde Elina Nyby, der også havde en lille blå børnecykel ventende på sig udenfor.

Der må være 15 kunder inde i genbrugbutikken ad gangen, og en medarbejder sørger for at lukke folk ind.

Annonceret indhold

Nyeste