En 23-årig mand fra Nykøbing blev anholdt efter overfaldet på cykelhandleren. Arkivfoto
Livet her

Kunde gik amok på cykelhandler - fik straksdom i Retten

23-årig forsøgte at prikke øjne ud på indehaver af cykelbutik

01. juni 2021 kl. 06:00
Opdateret kl. 12:41

NYKØBING: En uoverensstemmelse om en knallert førte mandag formiddag kl. 9:50 til et uhyggeligt overfald på en cykelhandler på Gasværksvej.

En 23-årig mand fra Nykøbing Mors mandag formiddag kl. 9.50 gik amok i butikken og overfaldt den 58-årige indehaver med talrige knytnæveslag.

Under overfaldet forsøgte kunden også at prikke øjnene ud på cykelhandleren.

Allerede kl. 10 blev den rasende kunde anholdt af en patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi. Det oplyser vagtchef Simon Skelkjær.

- Hvad der giver anledning til overfaldet, ved vi ikke. Men han slår ham rigtig mange gange det er en grov voldssag, konstaterer vagtchefen.

Den 58-årige cykelhandler er indlagt til observation på Regionshospitalet Viborg, og han er ifølge Thisted Politi "ilde tilredt".

Den 23-årige mand er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i retten i Holstebro, sigtet efter paragraf § 245 for grov vold. I forlængelse af grundlovsforhøret blev han idømt en straksdom på fem måneders ubetinget fængsel, oplyser anklager i sagen Jakob Kjær Ratz.

- Han erkendte sig skyldig i så stort et omfang, at vi vurderede, sagen kunne afsluttes. Han erkendte, at han havde slået den forurettede 15-20 gange med knytnæveslag, og havde stukket fingeren i øjet på ham, hvorefter han med egne ord "rodede rundt", siger anklageren.

Jakob Kjær Ratz tilføjer dog, at selvom det lyder voldsomt, så var skaderne på ofret ikke alvorlige, og det har også påvirket rettens udmåling af straf i sagen.

Annonceret indhold

Nyeste