Andelsboligforeningen er langt med opførelsen af 10 boliger i Øster Jølby. De er tegnet af arkitekt Klaus Peter Bak (til venstre) til formand Henrik René Christensen. Arkivfoto: Peter Mørk
Livet her

Stærkt år for andelsboligforening

Nykøbing Mors Andelsboligforening med plus på et par millioner

26. august 2021 kl. 12:00

MORS: Det går godt i Nykøbing Mors Andelsboligforening, der igen kan aflægge et regnskab med en underliggende sund drift. Det betyder, at man alene sidste år kunne lægge godt to millioner kroner oveni i egenkapitalen. Samtidigt rives foreningens nye boliger i Øster Jølby væk.

Det kom frem på foreningens generalforsamling, hvor Henrik-Rene Christensen blev genvalgt for som formand. Nykøbing Mors Andelsboligforening noterer sig et lille driftsunderskud på 120.000 kroner imod et forventet overskud på 30.000 kroner.

Se også
40 skrevet op til 10 boliger i Øster Jølby

- Det skyldes, at en mangeårig medarbejder i administrationen har valgt at gå på pension, og dermed har der været behov for en periode med en ny medarbejder under oplæring sammen med den pågældende medarbejder. Det har sikret en rigtig god overdragelse til den nye dygtige medarbejder til foreningens bedste. Der er desuden investeret i nyt varmestyringssystem på kontoret og desuden er der skiftet til lavenergiruder med solfilm i det åbne kontor, siger Henrik-Rene Christensen i en pressemeddelelse.

Lidt flere tomme boliger

Udlejningen har været tilfredsstillende i alle afdelinger, idet der i snit har været 1,8 tom bolig pr. måned for samtlige afdelinger til sammen. Det er dog en lille stigning i forhold til de senere år, hvor det i gennemsnit har været cirka en tom bolig pr. måned.

- Driften har i alle afdelinger været tilfredsstillende i 2020, idet de samlede driftsudgifter i hver af afdelingerne er mindre end de budgetterede udgifter for 2020, påpeger Henrik-Rene Christensen.

Han kunne samtidigt berette om et hav af projekter, der er gennemført til glæde for lejerne i flere afdelinger: etablering af sensorstyret kælderbelysning, renovering af køkkener og bade, gulvafslibning, forbedring af parkeringsfaciliteterne mv. ligesom der er indlagt Fibernet i 95 procent af alle lejemål. De sidste følger i løbet af efteråret.

Kæmpe interesse for nye boliger

Boligforeningen har påbegyndt et nybyggeri af ti almene kvalitetsboliger med lavt energiforbrug centralt beliggende i Øster Jølby. Byggeriet er påbegyndt i efteråret 2020 og de første fire boliger forventes klar til indflytning den 1. september i år og de sidste seks lejeboliger forventes klar til indflytning den 1. februar næste år.

- Det samlede byggeri forventes at løbe op i knap 20 mio. kroner. Der ydes offentlig støtte til finansieringen af det almene byggeri. Der er cirka 35 interesserede, som lige nu er skrevet op til boligerne, og vi så en overvældende interesse for at bese lejlighederne, da vi havde åbent hus, fortalte Henrik-Rene Christensen.

Byggeriet har kun kunnet lade sig at gøre, fordi foreningen har en sund økonomi, hvilket også er noteret fra politisk hold i forbindelse med både byggeriet i Klosterparken i Nykøbing og nu også i Øster Jølby.

- Bestyrelsens mål om opfyldelse af balancegangen mellem kvalitet, effektiv drift og hensynet til beboerne vurderes fortsat at være opfyldt for nuværende. Det betyder ikke, at der ikke skal være fokus på kvalitet, effektivitet og besparelser fremover. Det er en opgave som altid tages seriøst i Boligforeningen. Boligforeningen vurderes at klare sig rigtig godt, når man måler på effektivitet sammenlignet med alle andre boligforeninger, herunder alle boligforeninger i Region Nordjylland. Det er i tilfredse med, konstaterede Henrik-Rene Christensen.

Christian Nielsen og Vagn Lysgaard blev genvalgt til bestyrelsen. Keld Toft Jensen blev nyvalgt til bestyrelsen, mens Tony Ubbesen blev suppleant.

Annonceret indhold

Nyeste