Kim Frost spottede den første lokale ulv ved Nors Sø i 2012. Nu spejder han efter en plads i regionsrådet. Arkivfoto
Livet her

Øjenlægen har kig på regionsrådet

Kim Frost vil bruge sin sundhedsfaglige viden politisk for liste K

12. august 2021 kl. 13:06
Opdateret kl. 13:18

MORS: Indtil oktober 2019 drev han øjenklinik i Nykøbing. Nu har den 74-årige Kim Frost rettet sit fokus på politik. Han vil gerne i regionsrådet i Region Nordjylland, og Det Konservative Folkeparti på Mors har kvitteret ved at opstille Kim Frost som partiets kandidat til valget 16. november.

- Faktisk var det borgmester Hans Ejner Bertelsen, som på trods af, at han er Venstremand, opfordrede mig til at stille op, så Mors eventuelt kan blive repræsenteret af tre medlemmer i stedet for de nuværende to. Desuden har flere set en fordel i, at man sundhedsfagligt får en kandidat, som er inde i tingene, siger Kim Frost.

Se også
Ny øjenlæge til Nykøbing

Han peger selv på sin fortid som øjenkirurg i såvel privat som offentligt regi.

- Desuden sad jeg i otte år i samarbejdsudvalget mellem speciallægerne og regionen, så jeg har et indgående kendskab til sundhedspolitikken, som selvfølgelig bliver mit kerneområde, hvis jeg bliver valgt ind. Og jeg fik også en opfordring fra vores folketings- og regionsrådsmedlem Per Larsen, som mente, at min profil vil kunne trække stemmer til de konservative, siger Kim Frost.

Hans politiske engagement er ikke nyt. Det startede i KU, Konservativ Ungdom, for 60 år siden!

- Jeg vil gøre noget ved, at der er en helt urimelig ventetid på at komme til speciallæge. Jeg vil fjerne knækgrænserne, så speciallæger ikke får et loft over, hvor meget de må tjene, men selvfølgelig med en sikring mod, at honorarerne løber op i skyerne, siger Kim Frost.

Spottede den første ulv

Hans naturinteresse flugter med de konservatives grønne profil. Aktivt medlem af Dansk Ornitologisk Forening siden han var dreng og den, der spottede og fotograferede den første ulv i Thy tilbage i 2012.

Annonceret indhold

Nyeste