- Det har været en spændende proces, udtaler John Christiansen, formand i den nye partiforening Socialdemokratiet Mors. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Ny partiforening er klar: - Vi glæder os helt vildt til samarbejdet i den nye bestyrelse

Tre partiforeninger er slået sammen, og den nye forening har fået navnet Socialdemokratiet Mors

02. juli 2021 kl. 12:59
Opdateret kl. 13:30

MORS: Tre partiforeninger er nu blevet til en.

Socialdemokraterne på Mors har været gennem et hektisk forår med mange forberedende møder med henblik på at sammenlægge de tre partiforeninger, henholdsvis Sydmors, Nordmors og Nykøbing partiforeninger, til en slagkraftig partiforening dækkende hele Morsø Kommune, lyder det i en pressemeddelelse.

- Det har været en spændende proces, udtaler John Christiansen, som sammen med Svend Erik Jørgensen har repræsenteret Nykøbing partiforening.

Derudover har Karen Toft og Henni Buur fra Sydmors partiforening og Lisbet Brun og Peter Hougaard fra Nordmors partiforening indgået i arbejdsgruppen.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at det forberedende arbejde endte ud i to generalforsamlinger i de tre partiforeninger, som alle bakkede op om den nye forening, der har fået navnet Socialdemokratiet Mors.

John Christiansen blev valgt som ny formand, og Vagn Kidmose blev valgt som kasserer. Den øvrige bestyrelse består af Peter Hougaard, Erik Vejling, Tommy Ahrensberg, Lisbeth Svane Kusk, Karin Villadsen og Lilian Fredholm. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær senere.

- Vi glæder os helt vildt til samarbejdet i den nye bestyrelse, hvor der venter store opgaver forude. Her kan nævnes partiets 150 år jubilæum i august og den kommende valgkamp til både kommune- og regionsrådsvalget.

- Sluttelig er der også noget vemodigt ved at nedlægge tre gamle foreninger, samt vores fællesledelse, hvor nogle af posterne har været beklædt af de samme personer i flere årtier, og disse skylder vi en enorm stor tak for indsatsen, lyder det fra John Christiansen.

Annonceret indhold

Nyeste