Eleverne på Morsø Landbrugsskole kan træne deres færdigheder både i stald og på mark. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Nordic Food College udvider

Landbrugseleverne får mere jord at pløje, i takt med at søgningen til skolen er stærkt stigende

07. april 2021 kl. 10:14
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:15

TØDSØ: Med opkøb af yderligere 17 hektar jord råder Nordic Food College ved Nykøbing nu over cirka 74 hektar jord, som eleverne på Morsø Landbrugsskole har gavn af i undervisningen. En ny traktor og flere husdyr skal også imødekomme den stærkt stigende søgning til skolen.

Jorden ligger i umiddelbar tilknytning til skolen. Således kan man tilgå samtlige af skolens marker uden at skulle køre på offentlig vej, hvilket blandt andet betyder, at skolens elever har adgang til at øve sig på for eksempel traktorkørsel, selvom de endnu ikke har erhvervet sig traktorkørekortet. Det kræver blot, at de øver sig under opsyn og holder sig på skolens grund.

- Vi kan mærke, at praksisnærheden giver fagligheden et løft på rigtig mange områder. I og med at alle faciliteter ligger lige omkring skolen, bliver de også brugt som en aktiv del af undervisningen hver eneste dag, udtaler forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

- Der skabes en helt anden læring, når vi for eksempel lige kan smutte ud og arbejde med ploven og i praksis kan vise eleverne, hvordan furerne kommer til at ligge ved forskellige indstillinger, sammenlignet med hvis vi blot stod i et maskinhus og lærte dem om plovindstillinger. Det giver helt sikkert også et ekstra aspekt i undervisningen for fødevareeleverne i Culinary-afdelingen, når de kan hente friske råvarer lige uden for døren.

Appel til unge

Til trods for, at det blot er halvandet år siden, EUC Nordvest kunne byde første elevhold velkommen på Nordic Food College, lader det allerede til, at helhedstankegangen og hele fra-jord-til-bord-konceptet er noget, der appellerer til de unge. Søgningen på jordbrugs- og fødevareuddannelser på Nordic Food College er næsten fordoblet fra 2020 til 2021.

Morsø Landbrugsskoles gård rummer nu cirka 50 stykker kvæg, 20 kødkaniner, 25 geder, fem heste og et mulddyr, 100 høns og snart også 10 Ertebøllefår.

Der er en omfattende egenproduktion af grøntsager, korn, krydderurter, frugter og bær, og desuden råder skolen over en vinmark samt en æbleplantage med cirka 20 forskellige æblesorter. Det nyeste maskinindkøb er en lille traktor med autostyring til rensning mellem afgrøderne på grøntsagsmarker, i vinmarken og æbleplantagen.

Annonceret indhold

Nyeste