Kammeraterne Mads Koustrup (tv.) og Theis Lyhne har startet kajakudlejningsfirmaet Cold Kayak sammen.
Livet her

Mads og Theis fra Thisted har længe villet drive firma sammen: Nu er de klar med kajakudlejning på Mors

Kammerater udlejer specielle kajakker, der giver mulighed for at opleve Limfjorden på en anderledes måde

10. juni 2021 kl. 15:00

SUNDBY: Kammeraterne Mads Koustrup og Theis Lyhne, begge fra Thisted, har kendt hinanden, siden de var fire-fem år og begyndte at gå til fodbold sammen.

Siden kom de også på samme efterskole, og også deres nuværende skolegang deler de i samme klasse på Thisted Handelsgymnasium, hvor de går i 3.g.

Nu har de to venner besluttet sig for at dele endnu en del af deres liv. De har nemlig startet kajakudlejningsfirmaet Cold Kayak sammen.

- På grund af corona har vi haft en masse fritid, og vi har altid gerne villet lave noget sammen, siger Theis Lyhne, 20 år.

- Vi har jo kendt hinanden stort set hele livet, så det var spændende at prøve at drive en forretning sammen, supplerer Mads Koustrup, 19 år.

Det særlige ved kajakkerne er, at de er transparente, og det giver mulighed for at opleve Limfjorden på en anderledes måde, lyder det fra de unge mænd.

De to unge mænd har købt fem kajakker, der mere korrekt kaldes for ”hybrid-kajak”, fordi det er en blanding mellem en kajak og en kano, forklarer de

Udlejningen af kajakkerne foregår i Sundby i samarbejde med Øst Vildsund Gl. Færgekro, som er ejet af familie til Mads Koustrup. Man booker tid på Cold Kayaks hjemmeside og henvender sig inde hos Øst Vildsund Gl. Færgekro, når man skal ud at sejle i dem. Kajakkerne skal efterfølgende søsættes i fjorden fra bådbroen over for kroen.

- Jeg arbejder på kroen og tager et sabbatår her til sommer, så jeg kommer til at være der det meste af tiden, siger Mads Koustrup.

Det er spændende for Mads Koustrup (tv.) og Theis Lyhne, der har kendt hinanden næsten hele livet, at prøve at drive et firma sammen.

For lokale og turister

Det særlige ved kajakkerne, som man kan leje hos Cold Kayak, er, at de er transparente.

- Det giver mulighed for at opleve Limfjorden på en anderledes måde, fordi man kan se dyrelivet gennem bunden, siger Mads Koustrup.

De to unge mænd håber, at der bliver taget godt imod muligheden for at leje de nye og specielle kajakker.

- Det afhænger selvfølgelig af noget godt vejr, men vi tror, at det er noget for både lokale og turister. Og så kan man tage en bid mad på kroen før eller efter, siger Theis Lyhne.

Udlejningen af kajakkerne foregår i samarbejde med Øst Vildsund Gl. Færgekro, som er ejet af familie til Mads Koustrup.

Han og Mads Koustrup forestiller sig også, at det kan være en god mulighed for virksomheder at tage på firmatur med en sejltur i kajakkerne, fordi det kan styrke fællesskabet.

- Det handler om samarbejde, når man skal styre en kajak, siger Theis Lyhne.

Cold Kayak sætter gang i udlejningen 12. juni.

Se også
Sundby Mors havn har fået tag over hovedet
Annonceret indhold

Nyeste