Livet her

Kunstneriske øjeblikke i Nykøbings gågade

Masser af udtryk på mange måder i Algade og Vestergade bundet sammen af hvide klæder

21. august 2021 kl. 14:59
Opdateret 22. august 2021 kl. 21:57

NYKØBING: Romeo stod ikke under balkonen, men i et åbent førstesalsvindue, mens han sang romantiske engelskprogede og lettede rockende ballader, og de var ikke henvendt til Julie, men til de forbipasserende lørdag formiddag i Algade i Nykøbing.

Julie sad ved siden af i et karnapvindue på et hvidt draperi, der nåede ned til gadefliserne, og leverede sprøde andenstemmer til skønsangen.

Julie hedder i øvrigt Louise Hammershøj, er fra Skagen og går på Frederikshavn Gymnasium. Romeos reelle navn er Simon Bang Christensen, og han er lærervirkar fra Sæby. Om der er en romance imellem dem lod sig ikke opklare fra gågadeplan, mens musikken spillede.

”Kunstøjeblikke i gågaden” var et af de relativt få lykkelige stunder, hvor Kulturmødet Mors lignede sig selv fra 2019 og de foregående år, indtil coronaen dikterede dagsordenen.

Seancerne var forførende, frække, provokerende, musikalske, farvestænkende og festlige. Og så er de Kulturmødets eneste egenproduktion i år skabt i tæt samarbejde med Limfjordsteatret.

- Det er kanon, det her

Nede på gaden med ryggen mod et tøjstativ stod Niels Kristian Bertelsen, murer fra Nykøbing og deltager i hvert eneste af foreløbigt de ni afviklede kulturmøder. Han så op og lyttede intenst.

- Det er kanon det her. Vi har sådan savnet det, og når vejret er så godt som nu, kommer turisterne. Vores børn vender også hjem for at opleve stemningen. Det bedste er at gå stille rundt og få oplevelserne ind, og mærke forandringerne fra sted til sted, selv jeg savner arrangementerne på Kulturvejen, men de vender nok tilbage næste år, sagde Niels Kristian Bertelsen.

Oppe i Vestergade 6, som er den ryddede tomt efter en ejendom, der brændte sidste forår, stod jazztrioen Kimena Kinetic fra Aalborg og jammede på guitar, bas og trommer, mens mixed media performancekunstneren Rikke Bogetoft foldede sig kropsligt og kostumemæssigt ud i og omkring et badekar.

- Denne murkasse giver en fantastisk akustik, bemærkede bassist Kenneth Dahl Knudsen, så stedet var velvalgt. Brasiliansk-fødte Sandro Masai med bopæl i Aalborg havde derimod valgt en portåbning, som han havde beklædt i hvidt, til at kaste toner og maling ind i til et flerfoldigt udtryk.

Ballet foran banken

På Kirketorvet var flere ting i gang samtidig. Performancekunstnere og danser Sigrid Norheim Ørntoft var kravlet op på ølboden, hvorfra hun lod sig se i skræmmende silhuetter mod den grå himmel. Jimmy Nyborg stod på balkonen over Kop & Kande og blæste i sin trompet, skiftevis nasalt og klangfuldt. Og Morsøs vistnok eneste vægtige bidrag til balletten, rumænskfødte og pædagogstuderende Magdalena Mironet fra Redsted dansede yndefuldt foran Spar Nord i brudekjole.

Meningen med det hele?

Den havde Steen Haugesen, instruktør og kunstnerisk ansvarlig på Limfjordsteatret Thy:

- Inspireret af tiden handler alle disse specifikke og yderst forskellige performances om at være indespærret og forsøge at befri sig. Vi binder det sammen ved, at alle optræder i hvidt som gennemgående farve. Og så er de alle sammen fra Nordjylland, sagde Steen Haugesen.

Annonceret indhold

Nyeste