Denne røde og grå Takeuchi TB 216 forsvandt fra Sæby og er foreløbig ikke fundet.  Privat foto
Livet her

Hvorfor er det lige den, de vil have? Gravemaskine stjålet for tredje gang

Målrettede tyve er på spil i Nordsalling. Entreprenør Dennis Futtrup undrer sig over det, de ikke stjæler

04. maj 2021 kl. 11:13
Opdateret kl. 13:44

GLYNGØRE: - Det er tredje gang, min gravemaskine bliver stjålet. De to første gange, fik jeg den igen takket være den gps, der er installeret i den. Men denne gang har tyvene brækket gps’en af og smidt den på jorden!

En ærgerlig entreprenør, Dennis Futtrup, konstaterer, at der natten til mandag var ubudne gæster i hans hal i Sæby nord for Glyngøre. Hans firma D & M Multiservice har adresse i Karby, men materiellet står på Sallingsiden, og der forsvandt flere ting, da tyvene også brød ind i en lukket varebil.

- Jeg fik stjålet Nanoflow udstyr til at blæse fibre igennem rør, og en jordloppe til at komprimere jord. Men tyvene har ikke taget min generator og noget dyrt Makita værktøj med, selv om det ville være nemt at transportere og afsætte bagefter. Det undrer mig, siger Dennis Futtrup. Det forsvundne materiel har en værdi af 224.000 kroner.

Stjålet og fundet igen

Skive Politi efterforsker indbruddet, men Dennis Futtrups røde og grå Takeuchi TB 216 er ikke den eneste gravemaskine, der aktuelt er forsvundet fra Glyngøre-området. Det siger politiassistent og presseansvarlig Niels Bach.

- Mellem 29. april og mandag morgen klokken syv blev der stjålet en gravesmaskine på en trailer, der holdt på en parkeringsplads på Hedeager i Glyngøre. Det var en 2 ton T-Rex gravemaskine, og den og traileren koster tilsammen en kvart million kr. Men i går morges ved ottetiden blev maskinen tracket til et skovområde sydvest for Vilholmvej ved Roslev. Der tog vi op og fandt maskinen skjult mellem træerne, siger Niels Bach.

Traileren var ikke på stedet. Niels Bach siger, at det er et almindeligt trick, at tyve kører gravemaskiner til øde steder og lader dem stå nogle dage for at konstatere, om de kan spores via gps.

- Men vi kunne levere maskinen i god behold til Søren Knudsen Entreprenørforretning, der har til huse i Herning. Traileren er endnu ikke fundet, siger Niels Bach.

Annonceret indhold

Nyeste