Steen Klærke, der ses på billedet, Ole Lajgaard og Kjeld Bøcker er kandidater til kommunalvalget for Enhedslisten Morsø. Arkivfoto
Livet her

Enhedslisten Morsø er klar med nye kandidater

Enhedslisten Morsø har nu i alt seks kandidater på listen

25. juni 2021 kl. 09:58

MORS: Enhedslisten Morsø er klar med tre nye kandidater på listen, når der er kommunalvalg i november.

Det drejer sig om Steen Klærke fra Øster Assels samt Ole Lajgaard og Kjeld Bøcker, begge fra Nykøbing, oplyser Enhedslisten Morsø i en pressemeddelelse.

Ole Lajgaard arbejder som ufaglært i vinduesindustrien og er aktiv i fagforeningen 3F.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Ole Lajgaard er imod højredrejningen i samfundet og sætter værdier som menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse højt, og han vil derfor arbejde for at mindske magtmisbrug og korruption med mere demokrati og borgerinddragelse i kommunen, lyder det.

Steen Klærke har arbejdet som folkeskolelærer i 43 år og har været politisk aktiv i de sidste 40 år, ligesom han er aktiv i Strømpehuset i Øster Assels og i foreningen Samklang.

Enhedslisten Morsø oplyser, at Steen Klærkes hovedinteresser er kampen for befolkningstilvækst på landet og i landsbyerne samt den stigende bekymring hos mange mennesker over tilbagegangen for de vilde dyr og vilde blomster.

Kjeld Bøcker har arbejdet med computerteknologi siden computerens barndom. Han er selvlært og har arbejdet for store virksomheder både i Danmark og i udlandet samt for flere fagforeninger, fremgår det af pressemeddelelsen.

Kjeld Bøcker mener, det er vigtigt, at kommunen støtter op om ildsjæle og iværksættere, der prøver at skabe nye aktiviteter, og han vil arbejde for bedre tilgængelighed for fysisk handicappede, hvor de skal i kontakt med myndigheder, institutioner og andre steder. Han ønsker desuden at få Kulturmødet udbredt til hele øen.

Enhedslisten Morsø har nu i alt seks kandidater på listen.

Annonceret indhold

Nyeste