Ejerslev i drømmeland: Fredag blev mikrofestival for alvor skudt i gang

EJERSLEV: På en lille bakke lige ved Ejerslev Havn står teltene tæt på første parket til fjordens blå vand. Ét sted ligger en ung kvinde på en luftmadras i solen og læser, et andet sted er festen i fuld gang med dans og fællessang akkompagneret af en lille højttaler.

Det er festival, som vi har kendt og savnet det. Alligevel er mikrofestivalen på Nordmors noget helt særligt, og det fornemmes tydeligt, når man bevæger sig rundt på pladsen.

Lad det være sagt med det samme: På Ejerslev Dreaming har du bedre chance for at høre en håndfuld forskellige københavnske accenter, end du har for at høre bredt morsingbomål. Der er i stribevis af striktrøjer, cowboyjakker og fodformede sandaler, fadøllen kommer fra Fur, og overalt er fornemmelsen af lige dele højskole, efterskole og ø-lejr.

På en skrænt sidder Simone Breum sammen med sine venner, der for de flestes vedkommende har bopæl i København. Det var på hendes initiativ, gruppen bestilte biletter til Ejerslev Dreaming, kort efter alle de store festivaler måtte aflyse.

De har ikke været her før, men de er generelt begejstrede for at komme ud og opleve festivalstemningen igen:

- Her er fedt, og det er dejligt, festivalen ikke er så stor. Det hele føles lidt mere eksklusivt, fordi der ikke er så mange, der får denne her oplevelse, siger Simone, og flere i gruppen nikker samstemmende.

Ingen festival uden frivillige, og lige udenfor havneteltet står Nina Lauridsen i peberfrugter op til albuerne, mens hun er ved at forberede aftenens fællesspisning.

Hun bor til daglig på Djursland, men har taget tjansen som madansvarlig på festivalen sammen med sin kæreste, der er kok.

Se også

Skammens Vogn fandt sit publikum på Ejerslev Dreaming

I det hele taget er der en ånd af, at alle hjælper til der, hvor de kan. Inden dagens første koncert bliver der for eksempel givet bifald til dem, der ryddede op efter nattens festligheder, og så er der fællessang og -dans, mens en gut i en spraglet skjorte står på scenen og klimprer på en guitar.

Rundt mellem publikum løber mange små, blonde barnehoveder, og man har følelsen af, at her er et afbræk fra civilisationen og hverdagen, hvor man kan komme, som man er.

Men hånden på hjertet, så er der altså tale om lidt af et københavnerenklave. Måske Thy- og morsingboerne skulle komme ud af starthullerne og holde østdanskerne lidt med selskab næste år?