Banneret med Anette Svindborg, mens det endnu hang på hendes plankeværk. Privat foto
Livet her

DF-politiker fik stjålet kæmpebanner i nat

Nogen har natten til søndag klippet et tre meter bredt banner med Anette Svindborg ned på hendes private grund

24. oktober 2021 kl. 12:34

ØSTER JØLBY: - Det er et angreb på demokratiet. Og så er det gement tyveri.

Sådan siger kommunalpolitiker Anette Svindborg fra Dansk Folkeparti. Hun er i fuld gang med sin valgkamp for at opnå genvalg til Morsø Kommunalbestyrelse. Men da hendes mand ville tage i brugsen i Øster Jølby søndag morgen, opdagede han, at et kæmpebanner med ægtefællens billede og slagord ikke længere hang på plankeværket ud for parrets hus på Præstbrovej.

- Det er et banner, der måler tre meter i bredden og halvanden meter i højden. Det var sat op med strips, som er blevet klippet over. Det er uforskammet opførsel, og jeg tror, det har at gøre med mit partitilhørsforhold. Længere oppe i byen har en kandidat for Venstre hængt et banner på sit hus, og det hænger der endnu, siger Anette Svindborg.

Strips, som fastgjorde plakaten til plankeværket, er klippet over. Privat foto

Hun har meldt tyveriet til politiet. Banneret har hængt på plankeværket siden i onsdags, idet bannere ikke er omfattet af reglerne for valgplakater. De må frit hænges op på privat grund i byzone.

Hun betaler selv

- Op til sidste folketingsvalg, hvor jeg var opstillet, fik jeg fremstillet tre af disse kæmpebannere, og dem har jeg gemt. De koster 500 kroner stykket, og i DF betaler kandidaterne selv deres valgmateriale, siger en ærgerlig Anette Svindborg.

Hun og hendes mand bor midlertidigt til leje, mens de får bygget nyt hus i Øster Jølby.

- Vi bor på et synligt sted lige over for Udvejen, hvor mange kommer forbi. Nu overvejer jeg, om jeg skal sætte et nyt banner op eller nøjes med valgplakater. Men hvis nogen finder mit stjålne banner, vil jeg være taknemmelig for at få det tilbage, siger DF-politikeren.

Annonceret indhold

Nyeste