Der er tradition for, at unge skuespillere levendegør nogle af personerne i årets mordmysterium på Højriis Slot. Det bliver også tilfældet i år. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Det gik godt sidste år: Slotsejere planlægger nyt mord til sommer

Højriis Slot samarbejder med set-rekvisitør fra Badehotellet om årets mordgåde

30. april 2021 kl. 06:00

HØJRIIS: Da Højriis Slot på Mors sidste sommer slog dørene op til to ugers mordmysterium, blev billetterne revet væk. Nu får man igen chancen for at lege detektiv i de smukke rammer, når en ny mordgåde skal opklares.

- Efter den varme modtagelse af pop-up eventet sidste sommer har vi valgt at åbne slottet for gæster i alle aldre igen i år, siger slottets ejere, Vibeke Schwerin og Ib Smith.

Denne gang bliver årets mysterium til i samarbejde med Susanne Buhl, der som set-rekvisitør på tv-serien Badehotellet har været med til at skabe de tidstypiske kulisser i serien.

- Jeg har kendt hende i mange år, fordi hun var her på Højriis for mange år siden for at dekorere café og butik, fortæller Vibeke Schwerin og fortsætter:

- Jeg vidste godt, at hun siden var begyndt at arbejde med film og med serien Badehotellet. Så jeg tænkte, at hende gad jeg godt have, fordi jeg også havde set Badehotellet, og så ringede jeg, og ”bingo”, så var der jackpot.

Vanen tro vækkes slottet til live af en gruppe unge skuespillere, ledet af scenekunstner Bo Madvig. Han har tidligere medvirket i en forestilling på Limfjordsteatret, som han fik en Reumert for.

Om årets mysterium skriver Vibeke Schwerin: ”Vi tager endnu engang publikum med på en rejse tilbage i tiden til 1920’erne, hvor hertugen af Højriis har inviteret gæster i anledning af sit pludselige giftermål. Alt er dog ikke fryd og gammen, og da hertugens bror pludselig findes død, får butleren brug for publikums hjælp til at udrede trådene.”

I lighed med sidste år vil der være åbent i to uger, nemlig fra lørdag 17. juli til søndag 1. august. Og ligesom sidste sommer vil det være Gaard Bageriet fra Hvidbjerg, der står for traktementet i caféen.

Annonceret indhold

Nyeste