31-årige Christa Broundal har sammen med sin mand Daniel åbnet en ny butik, Fru Broundal, i Nykøbing.
Shopping

Christas strikkeunivers har 30.000 følgere på Instagram: Nu er hun klar med ny butik

Butikken Fru Broundal har set dagens lys i gågaden i Nykøbing, og her er hylderne fyldt op med alt, hvad strikkere har brug for

22. juli 2021 kl. 07:00

NYKØBING: Christa Broundal og hendes mand Daniel har for nylig slået dørene op til en ny butik i gågaden i Nykøbing.

Butikken hedder Fru Broundal, og her kan kunder gå på jagt på hylderne efter garn, strikkeopskrifter, tilbehør til strik, keramik og lækkerier.

Butikken er en forlængelse af den webshop, som parret startede for et halvt års tid siden, og indtil for nylig var varerne bare i parrets hjem i Tødsø.

Fru Broundal startede som webshop med lager i parrets private bolig, men da lageret voksede, havde parret behov for at rykke varerne ud af hjemmet.

- Vi solgte meget mere i webshoppen, end vi regnede med. Derfor voksede lageret, og lige pludselig var vores stue fyldt med kasser fra gulv til loft.

- Vi tænkte, at i stedet for at leje et kontor kunne vi lige så godt have en butik her i gågaden, så man kan komme ind at mærke og se tingene. Når man køber garn, er det vigtigt, man får den rigtige farve, og det er vigtigt, at man kan mærke, om man kan lide følelsen af garnet mod sin hud, siger Christa Broundal, 31 år.

Christa Broundal har på forhånd haft en fornemmelse af, at der var grundlag for parrets forretning med først webshop og senere fysisk butik. Før corona havde hun et par tusind følgere på sin Instagram-profil, hvor hun blandt andet viser sine egne strikkeprojekter.

Christa Broundal har oplevet stor interesse for sin Instagram-profil, som i dag har 30.000 følgere.

Efter et halvt års tid med corona i Danmark var hun sidste efterår oppe at have 20.000 følgere, mens hun i dag har 30.000 følgere.

- Det eksploderede jo i coronatiden. Det var helt vildt. Jeg kunne virkelig mærke, at folk sad derhjemme og havde brug for, at der skulle ske noget, siger Christa Broundal.

Fru Broundal er da også allerede godt besøgt i gågaden, fortæller hun, og det er både lokale og turister, der kigger indenfor.

Kunder kan hos Fru Broundal gå på jagt på hylderne efter garn, strikkeopskrifter, tilbehør til strik, keramik og lækkerier.

- Med den varme, vi har haft, er det ikke så meget uldgarn, man går efter lige nu, men jeg sælger rigtig meget tilbehør til strik. Der er mange turister, der har glemt at få deres strikkepind med i sommerhus, og så er det også bare sådan, at hvis du er strikker, så skal man ind at se de lokale garnbutikker, når man er på ferie.

- Der findes blandt andet guides på Instagram til garnbutikker, siger Christa Broundal, der trods den nye butik fortsætter med sit deltidsjob hos Gaard Bageriet i V. Hvidbjerg.

En ø af sjælefred

Christa Broundal begyndte selv at strikke for fem år siden. Hendes svigermor er også strikdesigner og har strikket meget tøj til børnebørnene, Sif og Gorm på henholdsvis syv og fem år, men svigermorens begejstring for at strikke havde aldrig smittet af på Christa Broundal.

Men at strikke endte alligevel med at blive en måde at finde ro for Christa Broundal, efter hun og hendes mand mistede deres datter, som døde inde i Christa Broundals mave en dag før termin.

- Det var lige pludselig en helt ny verden, vi skulle vænne os til bagefter, og jeg havde bare brug for at gøre et eller andet. Jeg havde en uro i hovede og krop hele tiden, men jeg opdagede, at når jeg sad og strikkede, så faldt der en ro over mig, som jeg ellers havde svært ved at finde.

- Der blev jeg bidt af at strikke. Og det er ikke bare, når man er ked af det, at det virker at sidde med strikketøjet fremme, men også efter en stresset dag. Der er lige en ø af noget sjælefred for mig, siger Christa Broundal.

- Der er lige en ø af noget sjælefred for mig, siger Christa Broundal om at strikke.

Det er Christa Broundal, man møder i butikken og ser på billeder på hjemmesiden, men hendes mand Daniel er en lige så stor del af projektet.

- I starten var det nok min drøm, men han er gået all in i det sammen med mig og har lagt al energi i det. Han tager sig af det administrative, regnskaber, bestillinger og har det store overblik, og jeg kunne ikke have gjort det uden ham. Jeg er meget heldig, siger Christa Broundal.

Annonceret indhold

Nyeste