Arkivfoto: Michael Koch
Livet her

12 køer stak af og skabte ravage på Vilsundbroen

En flok køer forsinkede trafikken på broen mellem Thy og Mors

03. juni 2021 kl. 07:00
Opdateret kl. 11:58

VILSUND: Et dusin kreaturer var med til at skabe forsinkelser i den tidlige morgentrafik på Vilsundbroen, da de blev bange og stak af fra deres indhegning omkring Snedsted.

Det var et uvejr med lyn og torden, som gjorde køerne urolige, og dermed tog de 12 køer benene på nakken.

Turen gik over Vilsundbroen - eller i hvert fald en del af den. For køerne blev fanget midt på broen, da der kom trafik fra begge sider.

Midt- og Vestjyllands Politi fik derfor en anmeldelse omkring løse kreaturer på Vilsundbroen klokken 03.30.

- Der var prop i begge ender på Vilsundbroen, så det skabte en del kø. Vi valgte at beholde køerne på broen, indtil vi fik fat på landmanden, som fik dem fanget ind, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Koen kiggede interesseret på nyt køkken hos Hanstholm Køkken. Privatfoto: Ole Meibom Andersen

Det var dog kun ni af kreaturerne, som befandt sig på broen. To andre køer blev indfanget i en have i Vilsund, mens den sidste ko stadig var løs torsdag morgen.

Det viste sig senere på formiddagen, at koen var interesseret i et nyt køkken, da den havde taget turen til Hanstholm Køkken i Vilsund.

Der blev åbnet for trafik på broen igen omkring klokken 04.00.

Annonceret indhold

Nyeste