Husbådefirmaet Stern Husbåde er kommet under konkursbehandling.
Livet her

Millionprojekt står klart - men nu er husbådefirma konkurs

Firma er gået konkurs, allerede inden de første husbåde har lagt til i havnen - men kommunen er fortrøstningsfuld

01. september 2023 kl. 08:31
Opdateret kl. 08:42

Det stort anlagte husbådeprojekt i Nykøbing Havn er løbet ind i en udfordring.

Broen, der har plads til 10 husbåde og har kostet 2,2 millioner kroner at etablere, er på plads og ligger klar til at modtage de første husbåde i den yderste del af lystbådehavnen.

Men det tyske firma, som vandt udbuddet om at stå for driften af husbådene, er nu kommet under konkursbehandling.

Det oplyser Morsø Kommune i en pressemeddelelse, hvor kommunens konstituerede direktør for Teknik og Miljø slår fast, at dagens konkursmelding af firmaet Stern Husbåde ikke får Morsø Kommune til at være bekymret for projektet:

- Vi har allerede fået flere henvendelser på at overtage projektet, så vi er fortrøstningsfulde. Jeg kan selvfølgelig ikke gå i detaljer med, hvem det er, men der er blandt andet en henvendelse fra en dansk leverandør, som har erfaring fra lignende projekter, fortæller Torben Gregersen, konstitueret direktør for Teknik og Miljø.

Når de 10 pladser til husbåde bliver besat, kan kommunen se frem til at indkassere en samlet lejeindtægt på 165.000 kr. årligt. Dermed er der en tilbagebetalingstid på ca. 15 år på projektet.

Kommunen fremhæver i pressemeddelelsen, at husbådepladserne kommer til at betyde ca. 40-50 ekstra overnatningspladser i byen, hvilket har været efterspurgt udfra et turisme- og handelsperspektiv.

Husbådene kommer til at ligge på ydersiden af flydebroen, mens sejlklubben på indersiden har anløbspladser til joller og mindre lystbåde.

Annonceret indhold

Nyeste