Malte Houe (tv.) fra Nykøbing og kammeraten Bertram Bailey, begge 18 år, har sat sig for at lave et eksperiment med at lave en kortfilm på tre måneder. I øjeblikket er de i fuld gang med at klippe filmen inden premieren. Privatfoto
Mennesker

Ung morsingbo og kammerat er i gang med et eksperiment

De to filmmageres kortfilm har premiere i Bio Mors 13. februar

02. februar 2021 kl. 16:23

NYKØBING: Da 18-årige Malte Houe fra Nykøbing lavede sin første kortfilm, tog det to år.

Sidste år satte han og 18-årige Bertram Bailey, Hammel, gang i et projekt sammen om at lave en kortfilm på kun tre måneder.

Malte Houe og Bertram Bailey er både gode kammerater, medstiftere af foreningen Ung Kult, og selvom de har hvert deres produktionsfirma, arbejder de sammen i alt, hvad de laver, eksempelvis reklamefil. At lave en kortfilm på tre måneder har været en slags eksperiment, lyder det fra de to unge filmmagere.

- Gennem mange år har man brugt mange måneder og år på at lave kortfilm, spillefilm og tv-serier, men vi synes, det er sjovt at prøve at rykke ved de ting nogle gange. Er tingene groet fast, eller er der en grundt til, at det tager lang tid hver gang? Får vi noget nyt ud af at gøre det på en anden måde? Vi udfordrer en branche, vi lige er gået ind i, for at se, hvordan vi kan gribe det an, og hvordan vores tag kan være på det, siger Malte Houe.

To glade filmmagere

Kortfilmen har titlen ”Influence” og handler om de eventuelle konsekvenser ved unges digitale liv, primært i forhold til mediet Youtube, fortæller Malte Houe.

- Det er et sjovt emne, og vi er meget inspirerede af at prøve at tage tendenser ud af den tid, vi lever i, og den tid, vi er i i vores liv, siger Malte Houe.

Malte Houe og Bertram Bailey begyndte på manuskriptet 13. november sidste år og var klar med det ved juletid, og herefter skulle det gå stærkt med at finde ”crewet” til filmen.

- Vi fik Retrospect Film, som er et filmselskab i Aarhus, med på at lave projektet, og det er gået rigtig godt med at fundraise, siger Malte Houe og fortæller, at blandt andet Morsø Kommune og Kulturmødet har støttet arbejdet med kortfilmen.

”Influence” har digital premiere i Bio Mors 13. februar, og senere udkommer en dokumentar om tilblivelsen af kortfilmen. Foto: Michael Juul Sørensen

Optagelserne til ”Influence”, med Malte Houe som kreativ instruktør og Bertram Bailey som teknisk instruktør, kom i kassen på to dage sidst i januar, og 13. februar er der digital premiere på kortfilmen i Bio Mors.

Her vil der blive sendt live fra, og Malte Houe og Bertram Bailey vil udover at vise filmen også fortælle om den og svare på spørgsmål.

Efterfølgende udkommer de også med en dokumentarfilm om tilblivelsen af ”Influence”.

Hvad de to unge mænd så kan konkludere ud fra deres eksperiment, vil de gerne vente med at dele.

- Men vi sidder her og er to glade filmmagere, siger Malte Houe.

Annonceret indhold

Nyeste