Mennesker

Trine og Bjørn kan det der med heste: Parret fra Nors hører til blandt eliten

Hobby-avlerne fra Nors skaber den ene top-hest efter den anden og befinder sig derfor i eliten blandt avlere af dressurheste i Danmark

18. september 2021 kl. 10:15

I 2018 vandt hobbyavlerne fra Nors, Trine Udklit Sørensen og Bjørn Hansen, ærespræmien for året 2-års dressurbetonede hoppe. Nu har de gjort det igen, så man kan godt forstå, at humøret har fået en tak op. Det specielle i dette tilfælde er, at de to hopper er helsøskende, og det er formentlig første gang i Dansk Varmblods historie, at man har oplevet det. Derfor går Trine og Bjørn rundt og er noget stolte.

- Husk på, vi er jo oppe mod de store, professionelle her i Danmark, siger Bjørn Hansen.

- Efter det de siger ved Dansk Varmblod, så er det første gang, at to helsøstre får ærespræmien, supplerer Trine Udklit og fortsætter:

- Jeg tror, det skyldes, at vi har en god mor-stamme. Det er ren egenavl i generationer, siger hun.

Faren til de to hopper står hos Helgstrand Dressage i Uggerhalne.

Hoppen, der vandt i år, hedder Dina Holmklit. Den nu femårige helsøster hedder Diva Holmklit. Diva er videresolgt og skal indgå i sporten. Det samme er planen med Dina Holmklit. Foreløbig går hun dog og nyder sommergræsset inden tilridningen så småt begynder i løbet af det kommende halve år. Selve uddannelsen af hesten får Trine og Bjørn en berider til at klare.

- Ellers så klarer vi det hele selv. Lige fra de bliver født og hele klargøringen op til bedømmelsen. Alt i det daglige sørger vi selv for. Derfor er det frugten af mange års arbejde, og når man så kommer med i toppen inden for dansk avl af dressurheste, er det bare en helt fantastisk oplevelse. Så føler man virkelig at man får noget for arbejdet, siger Trine Udklit Sørensen.

Der er endnu en helsøster på vej, hun er et år gammel, men om de to avlere oplever et hattrick, tør de næsten ikke håbe på.

- Det kunne da være fedt, siger Bjørn Hansen.

Både han og Trine har fast arbejde ved siden af.

- Derfor så er det også heste, der står stille et par dage hist og her. Men det tager de nu heller ikke skade af, siger Trine.

De har begge haft hestesporten som passion siden barndommen, og da de fandt sammen for knap 15 år siden, valgte de at satse yderligere på deres fælles interesse. Den indsats høster de frugterne af nu.

Det er Bjørn, der tager sig af ridningen i det daglige og tilridningen af de unge heste. Trine sørger for stalden og klargøring af hestene foruden at hjælpe Bjørn fra sidelinjen i ridehuset.

Annonceret indhold

Nyeste