På fredag udgiver 25-årige Kim Johansen - med kunstnernavnet Mahrow - sin tredje single. Privatfoto
Mennesker

Ny single fra Mahrow

25-årige Kim Johansen - med rødder på Mors - er klar med sin tredje udgivelse ”Bad Boy Shit”

22. september 2020 kl. 07:30

NYKØBING: På fredag udgiver 25-årige Kim Johansen - med kunstnernavnet Mahrow - sin tredje single.

Med singlen ”Bad Boy Shit” åbner Mahrow nu mere op for en sårbarhed, som maskeres i et stereotypt billede af “Bad Boy Komplekset”.

Lyrikken bevæger sig rundt i et rum fyldt med tanker og udtalelser til lytteren, om hvordan relationen kommer til at udforme sig imellem de to parter.

Kim Johansen er vokset op på Mors. Han gik på Børnenes Friskole, Morsø Musikskole og Morsø Gymnasium med Musik A.

- Derudover har jeg været tjener på Café Christian IX og Hotel Pakhuset, fortæller Kim Christiansen.

Den kommende udgivelse er en opfølger på de to anmelderroste singler “Taste of You” og “I Don’t Trust Myself”.

Til dagligt bor Kim Johansen i København, hvor han arbejder som producer og sangskriver for TG Management & Publishing DK.

Han er derudover selvstændig artist og producerer også for andre artister i hele Danmark f.eks. hos artister hos Sony Music DK.

Kim Johansen fortæller, at han godt kunne tænke sig at vende tilbage til Mors for at fortælle om, at det kan betale sig at leve sin drøm.

- Der er jo et godt kulturmiljø på Mors, som man skal passe på. Derfor vil jeg gerne fortælle til andre unge, at der er mange muligheder for at skabe et kreativt udtryk selvom man kommer fra en lille by eller ø. Jeg fik selv ofte at vide, at mine drømme var for store og urealistiske og jeg skulle prøve at se, om jeg ikke kunne finde et “rigtigt” arbejde, siger Kim Johansen.

Det vil han gerne gøre op med.

- Vi har brug for at der kommer et vækstlag, for musikere med ambitioner, og vi kan sagtens gøre det på Mors. Mors har noget specielt. Det skal vi holde ved, siger han.

Den kan høres på de fleste streamingtjenester såsom Spotify og Apple Music.

Annonceret indhold

Nyeste