Johannes Jørgensen, der i en kort periode selv har været ansat som købmand i Ørding, er ny formand for butikkens bestyrelse. Arkivfoto: Lars Pauli
Mennesker

Ny formand for købmandsbutik

To selskaber og en forening, alle med den fælles interesse at drive købmandsbutik i Ørding, har fået ny bestyrelsesformand

20. august 2021 kl. 10:30

Den tidligere næstformand Johannes Jørgensen er valgt som ny formand på tre generalforsamlinger forleden.

Han afløser Henrik Olsen, der er flyttet til Bornholm, hvor han har købt en campingplads i Rønne.

Der blev afholdt generalforsamling i henholdsvis Ørding Købmandsgaard ApS, Sydøstmors Ejendomsselskab ApS og Sydøstmors Udviklings- og Bevaringsforening samme aften, for foreningen og de to anpartsselskaber deler samme bestyrelse.

- Sådan har det været det sidste års tid. Det giver god mening, for vi vil jo det samme. Men vi er nødt til at have kigget lidt på vores vedtægter, også for at få klarlagt, hvem der har stemmeret, siger Johannes Jørgensen.

Det var ham, der aflagde beretning. Han takkede Henrik Olsen for hans virke i området gennem mange år, og roste butikken og dens ansatte og frivillige, ikke mindst Charlotte Pipper, der står i spidsen for den daglige drift.

Ørding Købmandsgaard er en socialøkonomisk virksomhed med en del ansatte på deltid eller i praktik.

Ørding Købmandsgaard havde sidste år et overskud på cirka 100.000 kroner, hvilket Johannes Jørgensen og Charlotte Pipper betegner som absolut tilfredsstillende.

Ud over Johannes Jørgensen består bestyrelsen af Verner G. Larsen, Peter G. W. Pedersen, Conny Lykkegaard og Ansgar Nygaard. Sidstnævnte blev valgt ind i stedet for Henrik Olsen.

Annonceret indhold

Nyeste