Christian Gerken, Falckredder gennem knap 42 år fra Nykøbing Mors modtager Den Kongelige Belønningsmedalje af Kjeld Brogaard, der er regionsdirektør for Falck i Nordjylland, og som samtidig selv har sidste arbejdsdag denne dag, men sidste officielle opgave at uddele medaljen til Christian Gerken. Foto: Bo Lehm
Mennesker

Kongelig hæder til Christian Gerken

01. juni 2022 kl. 09:06
Opdateret 02. juni 2022 kl. 14:14

1. december i fjor havde 66-årige Christian Gerken sidste arbejdsdag hos Falck i Nykøbing.

Herved sluttede en epoke, idet Christian Gerken nåede næsten 42 år som ansat hos Falck.

En årrække, der tirsdag aften blev hædret med den kgl. belønningsmedalje, som han fik overrakt af Falcks regionsdirektør Kjeld Brogaard.

Christian Gerken blev ansat hos Falck i 1980.

Oprindelig er han uddannet tømrer. Han var i lære hos Morsø Huse.

- På et tidspunkt i 11979 henvendte jeg mig til stationsleder Lynge Madsen og spurgte, om de manglede en mand. Det gjorde de ikke. Jeg tog erhvervskort og spurgte ham igen. Så blev jeg ansat fra dag et, fortæller Christian Gerken.

Foto: Bo Lehm

I 1980 var arbejdet hos Falck meget alsidigt og Christian Gerken beskæftigede sig med alt fra brandslukning til kørsel med kranvogn og siddende sygetransport.

- Vi ku’ det hele. Og ved nogle vagter skete der ikke noget. Så var vi hjemme. Der plejede jeg at sige, at når redderne sover i deres senge, så har borgerne det godt, siger han.

Christian Gerken elsker at skrue i gamle motorcykler.

Dem har han en del af, og siden pensioneringen er det blevet til endnu flere timer i værkstedet derhjemme i Nykøbing.

Foto: Bo Lehm

Og så elsker han at komme ud og køre med sine to-hjulede køretøjer.

- Jeg har lige kørt Skagen-løbet på min Henderson og snart skal jeg af sted til Norge. Her skal jeg køre Oslo-Trondheim-løbet på min Harley fra 1930, fortæller Christian Brogaard.

Den Kongelige Belønningsmedalje kan normalt tildeles efter 50 års fortjenstfuld uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed, eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed.

Foto: Bo Lehm

Modsat Dronningens Fortjenstmedalje, der tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme ansættelsesmyndighed i den offentlige sektor.

Annonceret indhold

Nyeste