Anne Kirstine Dissing oplever det som mindfulness, når hun står i sit værksted med alle mulige kreative projekter, og lige så snart hun får nye og sjove idéer, skal de helst prøves af med det samme. Foto: Emma Toftelund Poulsen
Mennesker

Idéerne popper bare frem: Kreative projekter føles som mindfulness for Anne Kirstine

Nye ting skal helst prøves af med det samme

08. maj 2021 kl. 07:00

SEJERSLEV: Da Anne Kirstine Dissing, 57 år, for nogle år siden var sygemeldt med stress, skete der noget i hendes ”kreative hjerne”, som hun den dag i dag stadig ikke helt kan forklare.

Alle mulige kreative idéer poppede op og bankede på, og i dag kan hun stadig engang imellem blive forskrækket over, hvor stærkt det går med både lysten til at være kreativ og de kreative idéer. Tingene skal helst prøves af med det samme.

- Jeg er overbevist om, at i den mørke side skal man se de lyse ting, der kommer ud af det, og det er helt klart en gave, jeg har fået med mig derfra. Det var det, der fik mig til at lande i mig selv oven på den tur i at finde mig selv igen, siger Anne Kirstine Dissing, der holder til i Sejerslev.

Kreationen her er lavet af grankogler, som er klippet over og malet med kalkmaling. Træet er fra en palle.

I forlængelse af Anne Kirstine Dissings sygemelding med stress var hun i en periode arbejdsløs, og her fik hun mulighed for at tage forskellige kurser på Sandmoseskolen, AMU Nordjyllands grønne gartnerfagskole, hvor hun blandt andet fik undervisning i blomsterbinderi og -teknik.

Siden har hun taget kurser inden for eksempelvis kalkmaling, limteknik og cementstøbning.

Den seneste tid er det især blomsterbinderi og arbejde med limteknik, som Anne Kirstine Dissing hygger sig med i hjemmets værksted.

Anne Kirstine Dissing går meget op i at bruge naturmaterialer og gerne så vidt muligt noget, hun selv finder. Ukrudt, hun før syntes, var træls, er nu guld, og hun er begyndt selv at tørre og farve naturmaterialer.

- Jeg oplever det lidt som mindfulness, når jeg er kreativ. Jeg er helt væk i det. Hovedet er tømt, og jeg spekulerer ikke på andet end det, jeg arbejder med, siger Anne Kirstine Dissing, der i dag arbejder som pædagogmedhjælper på det socialpædagogiske opholdssted Vædderbo i Nykøbing.

Skal forblive en hobby

Engang havde hun en drøm om at blive selvstændig med alle de kreationer, hun får lavet i værkstedet, men i dag føler hun sig overbevist om, at alle de mange kreative projekter kun skal være på hobbyniveau.

Kranse er in lige nu, fortæller den kreative morsingbo, som selvfølgelig også har kastet sig over den trend. Når hun finder billige roser, køber hun dem og tørrer dem selv.

- Jeg er bange for, at det kreative går i stykker, hvis jeg bliver professionel. Jeg har set det ske for nogen, at de giver mere og mere slip på det kreative og bliver forretningsdrivende, og den type er jeg slet ikke. Det er det at skabe noget, jeg brænder for, siger Anne Kirstine Dissing, der også nyder det netværk, hun har fået med andre, der sysler med kreative projekter derhjemme eller som selvstændig.

- Det er venskaber, der er helt anderledes end andre. Vi mødes nogle gange for at lave nogle projekter sammen. Det kan være nemmere at snakke om dybere ting, når man står og arbejder med noget frem for bare at stå og kigge hinanden i øjnene, siger Anne Kirstine Dissing.

Det er især Anne Kirstine Dissings familie og venner, der nyder godt af alle hendes kreationer, og for nylig fik den kreative morsingbo lov at lave noget meget betydningsfuldt. En veninde havde nemlig spurgt, om Anne Kirstine Dissing ville lave en brudebuket til hende.

- Det er stort for mig, at jeg skulle lave den. Et bryllup er en betydningsfuld ting. Jeg ser det som en stor tillid, der er vist mig, siger Anne Kirstine Dissing.

Det var særligt betydningsfuldt for Anne Kirstine Dissing at få lov at lave en brudebuket til en venindes store dag. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste