Jens Ringgaard overtog fra årsskiftet Rengøringsgrossist ApS efter Erik Mortensen, og han nyder nu at være selvstændig. Privatfoto
Mennesker

Drømmen om at blive selvstændig gik i opfyldelse: Ny ejer får god oplæring af erfaren lærermester

Jens Ringgaard overtog Rengøringsgrossist ApS efter Erik Mortensen

26. juli 2021 kl. 07:00

ROSLEV: Jens Ringgaard, 40 år, gik med en drøm om at blive selvstændig med alt, hvad det indebærer.

Den drøm gik i opfyldelse, da han fra årsskiftet overtog virksomheden Rengøringsgrossist ApS, der har lager i Roslev og sælger alle slags rengøringsartikler og -rekvisitter, efter Erik Mortensen. Jens Ringgaard arbejdede tidligere som indkøbschef hos møbelfabrikken Magnus Olesen i Salling, og i den sammenhæng handlede han med Erik Mortensen.

- Jeg vidste, at Erik var fyldt 70 år, og for et år siden spurgte jeg så, hvad hans planer var med virksomheden. Efter en tænkepause kom han tilbage og sagde, at det var en god idé, at jeg skulle drive virksomheden videre, siger Jens Ringgaard.

Der er mange timer i at være selvstændig, men omvendt giver det også frihed, fortæller Jens Ringgaard. Privatfoto

Jens Ringgaard, der bor med sin kone og femårige søn i Hvidbjerg ved Skive, har som tidligere indkøbschef godt styr på alt, der drejer sig om lagerstyring og indkøb. Rengøring havde han dog ikke andet erfaring med end fra rengøringen derhjemme.

Derfor har den nye og tidligere ejer også lavet en aftale om en glidende overgang, hvor Erik Mortensen er ansat i hele 2021 til at hjælpe Jens Ringgaard godt i gang med rengøringsbranchen.

- Det har hele tiden været et fælles mål for mig og Erik, at kunderne ikke kan mærke negativ forskel på, at jeg nu er ejer. Han har haft alle sine loyale kunder i hele hans karriere, og de har fulgt ham i lang tid, så derfor var det vigtigt for ham at vide, at de kom godt videre.

- Men jeg har mig en meget erfaren lærermester i Erik, som arbejder godt med at få mig lært op, og jeg synes da allerede, at det føles som om, at der er håb forude, siger Jens Ringgaard.

Frihed til familien

Mange af virksomhedens kunder er professionelle rengøringsfirmaer, ligesom kundekredsen dækker produktionsvirksomheder, institutioner og plejehjem.

Den første fredag i hver måned slår Rengøringsgrossist ApS også dørene op for private kunder, og det er et tiltag fra den tidligere ejer, som Jens Ringgaard har tænkt sig at køre videre med.

- Det er en stor succes, som mange benytter sig af. Vi glæder os altid til at åbne dørene, for der får man kontakten med rigtig mange lokale fra både Mors, Salling og Skive-egnen.

- Da vi i foråret åbnede op igen for private efter corona-nedlukningen, blev vi væltet bagover. Folk strømmede simpelthen til, siger Jens Ringgaard.

Det er en stor succes, at private kunder den første fredag i hver måned også kan handle hos Rengøringsgrossist ApS. Privatfoto

Jens Ringgaard kan mærke, at dagene som selvstændig er lange, men omvendt nyder han også den frihed, der er i at kunne bestemme over sin egen tid. Det er også hans håb, at hans kone med tiden kan blive en del af Rengøringsgrossist ApS.

- Vi kunne godt tænke os at prøve at arbejde sammen og have en anden frihed som familie. Min kone og jeg vil kunne være sammen i flere timer om dagen, end vi kan nu, og vi kan være fleksible i forhold til vores søn, så vi kan arbejde, når han er blevet puttet, siger Jens Ringgaard.

Annonceret indhold

Nyeste