Mennesker

Blidstrup Efterskole godt fra land

Blidstrup Efterskoles nye profiler i 10. klasse får smilet frem hos forstander og elever

17. september 2020 kl. 14:43

BLIDSTRUP: Erfaringerne med Blidstrup Efterskoles nye profiler i 10. klasse - 10ERHVERV og 10BOGLIG - får ikke kun smilet frem hos forstander Kristen Gubi Glintborg, men også hos skolens nye elever: - Det vi laver, er dét vi gerne vil være, lyder det.

Traditionen tro er både heste og knallerter velkomne på Blidstrup Efterskole.

Men som noget helt nyt tilbyder skolen nu også 10. klasses-undervisning målrettet ungdomsuddannelserne.

10BOGLIG med fokus på faglige fordybelse og 10ERHVERV med praktikdag for de elever, som ønsker en mere praktisk undervisning og dagligdag:

- Det vi laver i undervisningen, er dét vi gerne vil være. Om torsdagen kommer vi ud på vores praktik, det er også ’møj’ fedt. Jeg kommer ud og oplever, hvordan det er at være på en arbejdsplads. Så ved man, hvad der kommer senere hen i livet, og man er forberedt på det, siger elev Sebastian Jensen, 10ERHVERV, der kommer fra Thisted.

Dette bakker Rasmus B. Pedersen fra Thyborøn, der også går i 10 ERHVERV, op om:

- Det giver mere mening for mig, nu hvor jeg skal være håndværker og ikke gå på gymnasiet. Timerne er rettet mod, at man skal være håndværker. Og så får man lov til at komme i praktik, hvor man kan finde ud af, om man skal være tømrer, murer eller mekaniker. Det havde jeg slet ikke mulighed for i folkeskolen, siger han.

Forstander Kristen Gubi Glintborg er glad for tilbagemeldingerne på den nye erhvervslinje.

- Efterskoler profilerer sig typisk på sine linjefag, hvilket vi også gør med vores linjer håndværk, ridning, dans & rytme, udeliv og e-sport. Men hvorfor ikke også på den boglige undervisning, spørger Kristen Gubi Glintborg, der er spændt på at følge eleverne i 10BOGLIG og 10ERHVERV og deres udbytte af den undervisningen.

Man kan besøge Blidstrup Efterskole til Efterskolernes Dag 27. september.

Men har man lyst til at komme en anden dag, hvor der ikke er så mange mennesker, så kan man altid få en personlig rundvisning.

Annonceret indhold

Nyeste