45-årige Bjarne Blaabjerg fra Nykøbing skal være med til at samle ind til landsindsamligen for Børns Vilkår sammen med sin datter. Privatfoto
Mennesker

Bjarne samler ind til udsatte børn sammen med sin datter: - Jeg synes, det er en vigtig sag

Bjarne Blaabjerg fra Nykøbing er med i lokalområdet til Børns Vilkårs landsindsamling

19. marts 2021 kl. 12:00

NYKØBING: Børneorganisationen Børns Vilkår holder søndag 21. marts landsindsamling til arbejdet for udsatte børn i Danmark.

I Nykøbing kommer 45-årige Bjarne Blaabjerg, der til daglig arbejder som snedker, til at gå rundt i sit lokalområde for at samle ind sammen med sin datter, 17-årige Marie Blaabjerg.

- Det er rart at kunne hjælpe andre på den måde, og så er det jo et fint projekt, som min datter og jeg kan have sammen i den gode sags tjeneste. Min datter vil gerne være pædagog, og hun er så betænksom og med god empati for andre mennesker, så hun ville gerne være med, siger Bjarne Blaabjerg.

Bjarne Blaabjerg synes, det er en god ting at kunne have et fælles projekt med indsamlingen sammen med sin 17-årige datter Marie Blaabjerg. Privatfoto

Børns Vilkår hjælper blandt andet via BørneTelefonen, som mange børn og unge ringer til for at få hjælp af en frivillig rådgiver, skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det også, at BørneTelefonen sidste år havde 52.700 samtaler med børn og unge, men at mange børn henvender sig forgæves, fordi der er kø på linjen. Således oplyser Børns Vilkår, at over halvdelen af de henvendelser, BørneTelefonen fik i 2020, ikke blev besvaret.

- Da samfundet lukkede ned under corona, kom mange børn og unge i klemme. Mange blev isoleret i hjem med vold og misbrug. Vi så, at BørneTelefonen blev en livline for rigtig mange børn og unge, lyder det fra Børns Vilkår i pressemeddelelsen.

Fakta fra Børns Vilkår om BørneTelefonen

Sidste år havde BørneTelefonen 52.700 samtaler med børn og unge.

Mange samtaler handlede om psykisk mistrivsel - det dækker over angst, spiseforstyrrelser, selvskade, stress, selvmordstanker/forsøg, ensomhed og psykiske lidelser.

Mange børn henvender sig forgæves, fordi der er kø på linjen. Over halvdelen af de henvendelser, BørneTelefonen fik i 2020, blev ikke besvaret.

Søndag 21. marts 2021 samler Børns Vilkår ind til BørneTelefonen, så flere børn kan få hjælp.

Ambitionen på sigt er, at BørneTelefonen skal være døgnåben, så børn kan komme i kontakt med en lyttende voksen på alle tidspunkter af døgnet.

De indsamlede midler fra landsindsamlingen går til at drive og udvikle BørneTelefonen, bl.a. rekruttering og uddannelse af frivillige rådgivere.

BørneTelefonen har eksisteret siden 1987 og har åbent alle dage året rundt – også juleaften.

Børnene kan henvende sig på telefon, chat, sms og i brevkassen.

BørneTelefonen har godt 600 frivillige rådgivere tilknyttet.

For Bjarne Blaabjerg fra Nykøbing har det gjort indtryk at høre om arbejdet med BørneTelefonen.

- Jeg synes, det er en vigtig sag, og som min datter siger, så er det en god ting at have en person udefra at snakke med. Hvis børnene tager skridtet og ringer til BørneTelefonen, så er det jo, fordi der er noget galt, og hvad så, hvis de ringer forgæves? Det er tankevækkende, siger Bjarne Blaabjerg og håber, at der bliver samlet penge nok ind til, at der kan besvares flere opkald på BørneTelefonen.

Annonceret indhold

Nyeste