Mennesker

Batterimanden: De flade cykelbatterier kommer op på dupperne igen

Er du lidt for frisk til at vride på gashåndtaget på elcyklen, og oplever du efterhånden, at dine cykelbatterier bliver flade for hurtigt - især når du har kørt op ad den store bakke?

21. juni 2021 kl. 08:15

Er du lidt for frisk til at vride på gashåndtaget på elcyklen, og oplever du efterhånden, at dine cykelbatterier bliver flade for hurtigt - især når du har kørt op ad den store bakke?

Så er det sikkert fordi at batterierne er blevet ”slidt” og synger på sidste vers. Men det betyder ikke at det behøver blive smidt væk.For der er en bedre løsning, som oveni købet gør cyklen stærkere, koster meget mindre end et nyt batteri og som er mere bæredygtig.

Det kan Tony Christensen, indehaver af det nye firma Batteribiksen, fortælle alt om.

Han har ”rodet” med cykler i flere år og har selv bygget fem el-MTB-cykler op fra bunden. Og fandt ud af at batteriet kostede ”spidsen af en jetjager”.

- Jeg tænkte, det må kunne gøres billigere, og jeg blev noget overrasket over, at det kan det sagtens, siger Tony Christensen og fortsætter:

- Nu er min hobby blevet til seriøs forretning. Og jeg hjælper allerede mange, også langt væk fra Thisted, siger han.

Der er et stort behov for hjælp til at få cykelbatteriet op på dupperne igen. Både når det drejer sig om de almindelige e-cykler, som der er mange der har investeret i de senere år.

- Men også institutionernes ladcykler, som virkeligt er på hårdt arbejde og derfor tæres der hårdt på batterierne, siger Tony Christensen, der nu har indrettet ”batteri-værksted” i garagen på Nørrealle 42, og der er nok at lave.

- Det handler om, at alle de store batterier er bygget op af celler eller reelt små litiumbatterier. I et normalt cykelbatteri sidder der 40 styks forbundet. Disse kan sagtens skiftes ud med nye og stærkere celler - som Tony Christensen.

- Et cykelbatteri har typisk en levetid på 500 genopladninger. Og typisk er batteriet på elcykler underdimensioneret. - Når jeg har renoveret batteriet, så er der sat friske og meget stærkere batterier i, og der kan spares mange penge, fremfor at købe et nyt batteri, der kan koste fra 3.500 kroner helt op til 8.000 til specialcykler, siger batterimanden.

Tony Christensen er udlært industritekniker, og indtil for 12 år siden var han ejer af Diskotek Mejeriet i Hurup.

Nu forventer han, at Batteribiksen kan blive hans levebrød - der er i hvert fald mange der river i ham nu.

Tony Christensen har nogle gode råd til elcykelfolket; Lad aldrig din cykel med batteri stå i minusgrader i skuret og undlad at aflade batteriet helt, før den sættes til opladning.

Oplad mindst én gang månedligt. Og ellers spar på elmotoren og brug benene mest muligt.

- Det er godt for batteriet og vel også for kroppen, lyder det fra batterimanden.

Annonceret indhold

Nyeste