Fødselaren Peter Sørensen har dannet par med Lone Mark siden 2014.
Mennesker

60 år og altid med på førersædet

01. marts 2023 kl. 10:01

Peter Sørensen, Restauratør og kommunalbestyrelsesmedlem, Agger, fylder torsdag 2. marts 60 år.

Peter Sørensen blev født i Morup Mølle, og kom som 15-årig i lære som kok i den hedengangne Morup Mølle Kro.

Forinden havde han været ungarbejder i kroen, hvor han bl.a. ordnede opvasken eller klippede græs ved kroen.

- Jeg startede faktisk i lære på min 15-års fødselsdag. Så nu har jeg været på arbejdsmarkedet i 45 år. Så jeg ved ikke, om Arne-pensionen også gælder selvstændigt erhvervsdrivende, lyder det spydigt fra Peter Sørensen, der godt kender svaret:

Nej …

Efter læretiden kom den nyuddannede kok til Agger Badehotel, og året efter blev han ansat hos Øst Vilsund Færgekro, som han har haft et løst og fast tilhørsforhold til gennem årene.

Efter en afstikker til Café CT i Brønderslev vendte han i 1992 tilbage til Agger, hvor han købte Strandgården.

- Her omdannede jeg diskoteket til et sted med blinkende lys og bashøjttalere, der fik gæsternes mellemgulv til at vibrere, fortæller Peter Sørensen.

Strandgården solgte han i 2000.

Året forinden havde han mødt sin anden hustru Anne, der drev Café Anne ved siden af Strandgaarden i Vesterhavsbyen.

Så de drev Café Anne sammen i to år, da de – også privat – gik hver sin vej. Siden 2014 har fødselaren dannet par med Lone Mark, der var købmand i Agger.

Parret kendte godt til hinanden, da de på skift havde været formand for handelsstandsforeningen Agger Aktive siden dens start for snart 35 år siden.

Lone Mark er kendt som ildsjælen bag LadyWalk i Agger.

For år tilbage overtog Peter Sørensen grillkiosken Vesterhavshytten i Agger, som han satte sit præg på med blandt andet fish & chips på menukortet.

Men mens han stod bag disken kunne han se, at den tidligere Café Anne på den anden side af vejen stod og forfaldt.

Samtidig kunne han ikke få myndighedernes accept til en udvidelse af Vesterhavshytten.

Det endte med, at han og Lone Mark overtog bygningen, som de satte i stand.

Stedet har fået navnet Signalmasten.

Her er der plads til á la carte kunder ligesom der er plads til selskaber op til 50 personer.

- Det gode ved stedet er, at gæsterne ved selskaber kan gå sig en kort tur til Vesterhavet mellem hovedretten og desserten. Det er der mange, der nyder, siger Peter Sørensen.

Signalmasten beskæftiger 20 personer svarende til fem fuldtidsstillinger.

Vesterhavshytten solgte parret 1. december i fjor.

Peter Sørensens politiske karriere begyndte i den daværende Sydthy Kommune i 2002. Her blev han valgt for Sydthy Listen, der blev startet af den tidligere Fremskridtsmand Jens Chr. Vangsgaard.

Han sad i Sydthys kommunalbestyrelse frem til kommunesammenlægningen. Ved det første valg i den nye Thisted Kommune opnåede han ikke valg. Det gjorde han fire år senere – nu for Dansk Folkeparti. Han var også medlem af Regionsrådet for partiet fra 2014 til 2018.

For to år siden meldte han sig ud af Dansk Folkeparti efter uoverensstemmelser med gruppeformand Ib Poulsen.

Peter Sørensen blev løsgænger – og dernæst meldte han sig ind hos de konservative.

Her opnåede han genvalg ved valget i november 2021.

Han er medlem af socialudvalget, handicaprådet samt integrationsudvalget.

- Jeg er altid med – på førersædet, smiler han.

Fødselsdagen fejres med åbent hus i Signalmasten torsdag eftermiddag.

- Jeg ønsker mig gavekort til Tri, smiler Peter Sørensen. Tri er restauranten i Agger, der drives af stjernekokken Nicolas Min Jørgensen i Strandgaardens tidligere lokaler.

Derudover vil han også være glad for pengegaver, der skal bruges til en rejse med familien.

- Tilsammen har vi fire børn, fire svigerbørn og til juli har vi seks børnebørn, siger Peter Sørensen.

Annonceret indhold

Nyeste