Isabella og Frederikke Raunskov er tvillinger, 21 år og selvstændige med eget firma, hvor de køber og sælger rideheste. Foto: Henrik Bo
Mennesker

21-årige tvillinger har lejet en hel stald - nu vil de bruge et år på at udleve den store hestedrøm

01. august 2022 kl. 13:18

ØSTERILD: I kontrast til den solbeskinnede gårdsplads virker staldgangen nærmest dunkel. Bløde muler og store brune øjne følger nysgerrigt med, mens Isabella og Frederikke Raunskov med stor rutine pusler om deres firbenede venner.

De 21-årige tvillinger har lige nu 13 heste til at stå på Nordthy Ridecenter i Østerild, hvor de har lejet en hel staldbygning. Her vil de udleve en gammel drøm om at gøre hestene til deres levevej - og de har givet sig selv og hinanden ét år til at få det til at lykkedes.

- Vi startede i rideklubben i Thisted, da vi var tre år gamle, men det var ikke rigtig seriøst, før vi blev omkring 14 år gamle og satte en målsætning om, at vi ville på landsholdet, fortæller Isabella Raunskov.

Tvillingerne står selv for al oppasning, fodring og udmugning under de 13 heste, de har i stalden i øjeblikket. Foto: Henrik Bo

Søstrene begyndte at træne i en ponystald i Ikast, og her blev de inspireret af stedets indehaver, der var startet som selvstændig som 16-årig.

- Vi fik mulighed for at se, hvordan de gjorde ponyer klar til salg og hvordan de håndterede kunder, og alt det hårde arbejde, der ligger i det. Også, når det ikke gik godt, for det er jo levende dyr, så der er ingen garantier. Men vi fik også en masse tips og tricks, siger Isabella Raunskov.

Efter 9. klasse meldte de to piger, at de var klar til at tage til Ikast for at arbejde i ponystalden.

- Det var vores forældre ikke så begejstrede for. Så de fik os overtalt til at tage en ungdomsuddannelse, og der valgte vi så HHX, siger Isabella Raunskov, og Frederikke Raunskov supplerer:

- Jeg har aldrig brudt mig om, når man siger, at "man skal have noget at falde tilbage på". For hvorfor egentlig det? Men sådan er det bare i dagens Danmark.

Tvillingerne ordner al pasning af hestene selv, og der er 13 heste i stalden, der skal motioneres hver dag. Foto: Henrik Bo

Det lykkedes for både Isabella og Frederikke Raunskov at komme med på et par landsholdssamlinger på ponylandsholdet, men på grund af aldersgrænsen på 16 år, der betyder, at man skal skifte fra pony til hest, nåede de aldrig at repræsentere Danmark på ridebanen som ponyryttere.

I stedet købte de to unge heste, som de selv har uddannet til topniveau. Frederikke Raunskov har kvalificeret sig til U21-landsholdet med sin hest, men Isabellas hest har endnu ikke helt ramt potentialet.

- I vores ponyår var det omvendt, og det viser bare, at når man har med levende dyr at gøre, så kan man ikke vide sig sikker. Nu går vi benhårdt efter U25, og det er i løbet af de år, hvor man som hest og rytter sammen opnår sit topniveau, forklarer Frederikke Raunskov.

Isabella og Frederikke Raunskov er tvillinger, 21 år og selvstændige med eget firma, hvor de køber og sælger rideheste. Østerild 27. juli 2022. Foto: Henrik Bo

Ved siden af de sportslige ambitioner, som de to fortsat arbejder ihærdigt på at realisere, blev Isabella og Frederikke Raunskov studenter fra Thisted Handelsskole i forsommeren 2021.

Ideen om at leve af hestene havde ulmet i flere år, og nu så de deres snit til at gøre drømmen til virkelighed. Da de faldt over muligheden for at leje sig ind i Nordthy Ridecenter, var de ikke sene til at gribe chancen.

I november lancerede de deres egen virksomhed, Raunskov Dressage.

- Vi har fået meget støtte fra vores forældre, og vores far har selv været selvstændig i mange år, så der har været gode råd at hente. De lånte os penge til at købe den første pony, som vi red op og solgte videre med profit - nok til at betale dem tilbage og oveni finansiere købet af den næste pony, fortæller Isabella Raunskov.

En øvelse, de to har gjort flere gange, så de på et tidspunkt var oppe på 16 heste i stalden, men nu altså er nede på 13. Kunderne, der aftager ponyerne, kommer både fra Danmark, men også for eksempel Sverige og England.

- De danske ponyer har et rigtig godt ry, og derfor bliver mange solgt ud af landet. Vi er begyndt at kigge mod Holland, hvor de har rigtig mange gode dyr, både heste og ponyer, siger Isabella Raunskov.

De har allerede fået flere gode samarbejdspartnere i hestebranchen, hvor et godt navn er guld værd. Især, når ponyer efterhånden er blevet en mangelvare.

- Det er en branche med meget konkurrence, men vi adskiller os, fordi vi kan gøre det lidt billigere end de andre. Vi plejer at sælge ponyer under 100.000, hvor andre kan finde på at tage det dobbelte, forklarer Isabella Raunskov.

Den lave salgspris hænger sammen med lavere udgifter - tvillingerne klarer nemlig alt selv, og har dermed ikke personale til at muge ud, fodre eller lignende. Det giver tidlige morgner og sene aftner, men indtil videre klør de på.

- Vi har givet os selv et år til at realisere drømmen, og se om det kan bære. Indtil videre går det godt, og vi har ingen gæld, men vi har heller ikke selv fået løn endnu, fordi vi investerer alle pengene tilbage i virksomheden, siger Frederikke Raunskov.

De har givet sig selv ét år til at leve drømmen ud - og det er indtil videre gået meget godt. Foto: Henrik Bo
Annonceret indhold

Nyeste