Mad & Drikke

Rekord mange bed i kagen og lavede stort beløb til velgørenhed

01. maj 2023 kl. 17:31

Ikke mindre end 4000 kager i 26 forskellige mundrette udgaver var det muligt at sætte tænderne i, da der var store-kagedag på Storetorv til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

En velsmagende tradition, der i år satte rekord i den niende udgave.

Dagens formål er at samle penge ind til det lokale Stafet for Livet, og dagens resultat blev til ikke mindre end 27.600 kroner til den gode sag.

Mens de sidste af de 400 gæster lige kunne nå en omgang jordbærkage, nøddehorn, svesketrifli, kringle eller jordbærsnitte, kunne en glad formand for Stafet for Livet Preben Dahlgaard gå på scenen for at modtage det fine beløb.

- Det er helt vildt flot af Føtex og Supebrugsens bagere, at de vil stå for denne kæmpe opgave.

- Og alt hvad der kommer ind i dag, går til Staffetten. Det er virkeligt rørende, lød det fra Preben Dahlgaard, der selv nåede at få smagt på en lille del af det enorme udvalg af kager.

400 gæstede teltet

15 frivillige fra Stafet For livet og Coop sørgede for at kagefadene aldrig var tomme og at der altid var frisk kaffe i kanderne.

Mens kage og kaffe gled ned stod Nadja Broholm, Vorupør, for underholdningen.

Thisted By - THI var medarrangør, og herfra sendes en tak til andre der var med til at gøre kagedagen mulig Nordvest Telte, Tican, Krabbehulen, Like Anna, Restaurant og Steak House Amalie og SKJ Tømrer og Tagdækning.

75 kroner kostede det i øvrigt at gå kage-amok i teltet. Trods 400 sultne gæster lykkedes det ikke at tømme fadene. De overskydende kager blev fordelt på de lokale plejehjem.

Dette års Stafet For Livet afvikles 17. juni, og denne gang i Christiansgave i Thisted.

Annonceret indhold

Nyeste