Arkivfoto
Livet her

Vorupør får et livreddertårn

Thisted Kommune har indgået en aftale med TrygFonden

17. februar 2021 kl. 09:17
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:13

VORUPØR: TrygFonden og Thisted Kommune har netop indgået et samarbejde om en livredderordning på stranden i Nr. Vorupør, og det betyder, at specialuddannede livreddere fra TrygFonden Kystlivredning i år vil skabe tryghed på stranden i skolernes sommerferie.

Op til sæsonstart vil TrygFondens velkendte rød- og hvidstribede livreddertårn blive sat op. Tårnet kommer til at fungere som livreddernes arbejdsplads og vil indeholde alt det livsvigtige udstyr, som livredderne har brug for – herunder rescueboard, hjertestarter og andet førstehjælpsudstyr. Udover decideret livreddende indsatser vil livredderne også kunne hjælpe med almindelig førstehjælp og viden om forebyggelse af drukneulykker.

TrygFondens kystlivreddere er på stranden fra 25. juni til 18. august. Livredderne har gennemgået en international certificeret specialuddannelse i samarbejde med Dansk Svømmeunion.

TrygFonden har i forvejen kystlivreddere tilknyttet 37 strande og havnebade i Danmark. I Nordjylland er TrygFondens kystlivreddere til stede på Skagen Sønderstrand, Tversted Strand, Tornby Strand, Løkken Strand, Blokhus Strand og Palmestranden i Frederikshavn. I sommeren 2020 udførte livredderne på de seks strande i alt 9 livreddende aktioner, 218 førstehjælpsaktioner, 420 forebyggende aktioner og 9607 oplysende indsatser.

Det er første gang, at en strand i Thisted Kommune kommer med i TrygFonden Kystlivredning.

Ifølge Esben Oddershede, formand for klima-, miljø- og teknikudvalget i Thisted Kommune, er der brug for den indsats i en tid, hvor flere og flere holder ferie i Thy og andre steder ved Vestkysten. For havet kan være en vild badeoplevelse.

- Vi har sommetider set, at badegæster har undervurderet havets kræfter. Nu, hvor vi får livreddere i Vorupør, kan vi sende folk mere trygt ud i bølgerne, siger Esben Oddershede.

Den nye aftale med Thisted Kommune løber foreløbigt i ét år. Kommunen står for at sætte livreddertårnet op, tage det ned og opbevare det uden for sæsonen, ligesom kommunen skal sørge for overnatning til livredderne.

Annonceret indhold

Nyeste